Landmand Finn Eskelund Andersen fortalte om et stort vådområde-projekt, han er aktiv i ligesom både treparten og diger blev drøfter, da en række folketingspolitikere kiggede forbi hans marker.





Budskaberne var lige så klare som den frosne, blå vinterhimmel, da en stribe folketingspolitikere, en borgmester og repræsentanter fra L&F Centrovice satte hinanden stævne på landmand Finn Eskelund Andersens jorder ved Frørup, syd for Nyborg.
Der er lavet en rigtig god aftale omkring treparten, og nu gælder det om at få ja-hatten på. Det er NU, der er rigtig mange penge på bordet til at sikre kompensation, lød det blandt andet fra fødevare- og landbrugsordfører Erling Bonnesen (V).
– Det er cirka 15 procent af landbrugsjorden i gennemsnit, der skal udtages af drift. Og så vil det jo være sådan, at de øvrige 85 procent er der, hvor man kan drive landbrug for fuld kraft.
Blandt andre folketingsmedlem Rosa Eriksen (M) udtrykte klar opbakning til, at det er nu, der er et vindue, hvor landbruget kan få hjælp til at omstille sig til en mere bæredygtig produktion.
Et smidigere system
Formanden for L&F Centrovice, Torben Povlsen, understregede, at han deler ambitionen om at sikre den nødvendige kvælstofreduktion via de 15 procent jord, der skal lægges om i forbindelse med Den Grønne Trepart. Det skal ske, så en stærk landbrugsproduktion kan fortsætte på den bedste jord – altså de tilbageværende 85 procent.
Samtidig havde han en klar opfordring til folketingspolitikerne:
– Der bliver nødt til at være et smidigt system bag treparten, der sikrer, at støtteordningerne fungerer, og at de mange milliarder i treparten rent faktisk kommer ud at arbejde lokalt og hos den enkelte lodsejer.
Formanden betonede desuden, at det er vigtigt at forfølge flere fordele, når arealer gennem jordfordeling skifter hænder. Eksempelvis bør staten hele tiden opkøbe jord, der kan komme i spil, så landmænd kan samle deres produktion og optimere arronderingen.
– Det gælder om at tænke multifunktionelt, sagde Torben Povlsen.
Udfordringer og muligheder
I løbet af formiddagen blev treparten drøftet med fokus på, hvordan aftalen bliver udmøntet hos den enkelte lodsejer og på den enkelte mark. Hele forsamlingen var bevidst om, at der i de kommende år vil komme benspænd. Der var dog samtidig enighed om, at både landbruget og kommunerne har viljen til at få ryddet begrænsende faktorer af bordet.
Borgmester i Nyborg, Kenneth Muhs (V), havde en bøn til politikerne fra Folketinget:
– Vi vil gerne have ro til at løse opgaven, sagde han og fortsatte:
– Jo mindre bøvl vi oplever, jo bedre, for vi har travlt.
Diger blev drøftet
Et konkret eksempel på noget, der kan spænde ben for projekter, der skal hjælpe med at nå trepartens mål, er diger. Netop diger blev også debatteret på mødet.
Sagen er, at museumslovgivningen betyder, at selv uanselige diger uden særlig kulturhistorisk værdi kan blokere for eksempelvis etableringen af et minivådområde. Kenneth Muhs pointerede, at reglerne kun gælder på landet, mens diger i byområder ikke er beskyttet.
Rundt om bordet var der enighed om, at det måske er på tide at tage museumslovgivningen op til revision – et synspunkt, som blandt andet L&F Centrovice længe har advokeret for.
Enighed var der også om, at dagens arrangement havde bragt interessante perspektiver frem i lyset, og L&F Centrovice fik ros for at have stablet det på benene.
Billedtekst:
Deltager:
Thomas Skriver Jensen – Socialdemokratiet
Lars Christian Lilleholt – Venstre
Karsten Hønge – Socialistisk Folkeparti
Erling Bonnesen – Venstre
Rosa Eriksen – Moderaterne
Bjørn Brandenborg – Socialdemokratiet
Jens Henrik Thulesen Dahl – Danmarksdemokraterne
Katrine Daugaard – Liberal Alliance
Nyborg Kommune
Borgmester Kenneth Muhs – Venstre
Centrovice
Finn Eskelund Andersen
Torben Povlsen
Lars Iversen
Mads West
Peter Høj
Natasja Skovgaard
Hans Jakob Clausen
Henrik Terp