Onsdag aften var der finale i den politiske workshop, som L&F Centrovice for fjerde gang har holdt med Dalum Landbrugsskole og LandboUngdom.
Årets case handlede om etablering af et biogasanlæg, og de studerende på agrarøkonom uddannelsen skulle i aftes i grupper præsentere deres opgaver. Forud for finalen har de studerende deltaget i tre workshops. Et opstartsmøde med information om L&Fs og L&F Centrovices politiske arbejde, en workshop om den politiske værktøjskasse og en workshop om kommunikationsværktøjer.
Dermed klædt på præsenterede de fire grupper deres opgaver med grundige politiske og kommunikative analyser af etableringen af et biogasanlæg og de udfordringer, der kan opstå.
Dommerpanelet, der bestod af borgmester i Nyborg Kommune, Kenneth Muhs, næstformænd i L&F Centrovice, Lars Iversen og Mads West, og formand for LU’s politiske udvalg, Kristina Laursen, var enige i, at gruppen vandt pga. evnen til at kommunikere og visionen bag opgaven. Men der var stor ros til alle deltagere.
Nu kan vi ikke trække den længere.
Vinderne er Kristian Nissen, Søren Rasmussen, Gustav Pedersen, Anders Bæksted og Frederik Gubbe.
Formand for L&F Centrovice, Torben L. Povlsen, glæder sig, at foreningen med den politiske workshop give de unge en politisk ballast.
- De unge bliver fagligt klædt på til at skulle ud og lede eller eje en bedrift. De får et billede af det politiske spil om erhvervets rammevilkår. Med den politiske workshop vækker vi deres interesse for det politiske, for der er meget politisk omkring landbruget.
Lene Brandenborg, der er koordinator for agrarøkonomerne og underviser i ledelse på Dalum Landbrugsskole, er enig.
- De lærer at forholde sig til den politiske arena, som de ufrivilligt kommer ind i. De lærer, hvordan de skal kommunikere, og det er vigtigt, at de kan det med politiske interessenter. Vi er meget glade for dette samarbejde.
Vinderne modtog 5000 kroner fra Velas og en faglig tur til Christiansborg og Axelborg af L&F Centrovice.
Alle deltagerne fik et års medlemskab af Centrovice Youth, som er for yngre medlemmer af landboforeningen.