Vejret var intet mindre end fantastisk, da Det Fynske Dyrskue i weekenden indtog pladsen i Odense, og sammen med skuets knapt 50.000 besøgende lykkedes det at skabe et flot og festligt dyrskue anno 2023. Stor opbakning fra udstillere og gæster, ikke mindst til de mange nye initiativer, tegner godt for den videre udvikling af dyrskuet.
Høj sol fra en blå himmel var sammen med en meget stor indsats fra sekretariats dygtige medarbejdere og de mange udstillere, som har bakket så flot op om årets dyrskue, med at få det hele til at gå op i en højere enhed, da dyrskuepladsen bød indenfor fredag, lørdag og søndag.
Op mod 50.000 gæster nåede at gå gennem tælleapparatet.
– Vi vil fra bestyrelsens side gerne takke sekretariatet for at få alt på plads på rekordtid. Vi er klar over, at alle har arbejdet under stort pres for at nå i mål til åbningsdagen fredag. Samtidig glæder vi os over det udtryk, dyrskuet er lykkedes med at skabe overfor gæsterne. Det har affødt mange positive tilkendegivelser, siger formand i L&F Centrovice, Torben Povlsen.
Formanden glæder sig især over, at det er lykkedes at få så mange mennesker til at deltage i den samtale på tværs af land og by, som dyrskuet har som ambition at sætte rammen for.
En samtale, som bliver stadig vigtigere at fastholde med henblik på bl.a. at skabe forståelse og opbakning fra fremtidige forbrugere og sikre næste generation af dygtige danske fødevareproducenter.
– Særlig positivt har det i år været at opleve masser af dyr og en større tilslutning fra udstillerne. Det glæder os, og det tegner godt for de kommende års arbejde med at videreudvikle dyrskuet.
Kokkekonkurrencen Schiøtz Prisen blev desuden, præcis som det var håbet, et højdepunkt i forhold til at skabe en ny identitet omkring dyrskuet. Førstepræmien til Bendix Sixhøj Laursen fra Restaurant Mark, der jo har hjemme på Axelborg, blev en flot sløjfe på en velafviklet prisfest.
Det Fynske Dyrskue fik da også masser af opmærksomhed i de lokale medier og fagmedier.
Du kan læse mere om modtagelsen af det nye dyrskue her i Effektivt Landbrug eller hos Landbrugsavisen, se TV 2 Fyns stemningsrapport fra dyrskuet eller blive klogere på Schiøtz Prisen i denne flotte artikel fra Fyens Stiftstidende.