
Den lokale trepart omkring Det Sydfynske Øhav er blevet enige om den omlægningsplan, der skal sikre god økologisk tilstand. En plan, som indeholder mere end 300 projekter.
Målet for omlægningen er, at udledningen af kvælstof skal reduceres med 200 ton om året, svarende til en reduktion på 40 procent – og at alle lavbundsjorde omkring Det Sydfynske Øhav tages ud af drift. For at nå det mål har treparten peget på 6300 hektar landbrugsjord på Sydfyn og øerne, som kan omdannes til vådområder, skov og natur.
“Det er et rigtig fint udgangspunkt for det fortsatte arbejde, men det er lidt bekymrende, at de fjerner næsten 20 procent landbrugsjord for at nå i mål. Og så noterer jeg mig, at der slet ikke er gjort brug af minivådområder i planen. Derfor håber jeg, at der bliver planlagt nogle minivådområder, så de 20 procent landbrugsjord kan ende tættere på de 15 procent, som der egentlig ligger i aftalen,” siger Centrovice-formand Lars Iversen.
Udover at sænke kvælstofudledningen viser planen, hvor der er potentiale for at beskytte grundvand, mindske klimaaftrykket, skabe mere sammenhængende natur og adgang til kyst og skov samt sikre de langsigtede rammer for aktiv landbrugsdrift på øerne og Sydfyn.
Samtidig er treparten enige om i 2026 at undersøge mulighederne for et stort, sammenhængende naturområde langs den Sydfynske Højderyg.
”Treparten har været en stor samarbejdsøvelse, som har skabt usikkerhed i landbrugets bagland. Derfor er jeg glad for at vi med den her plan viser viljen og lysten til at komme i mål med reduceret CO2-udledning og en kvælstofreduktion over det målsatte samt viser vejen for arealer til en fortsat stærk fødevareproduktion, grundvandsbeskyttelse og potentielt sammenhængende natur,” siger Torben Povlsen, koordinator for de fynske treparter, og tilføjer:
”Nu står lodsejerne ved startlinjen og kan se målet for enden af vejen. Nu skal de melde projekter ind, så potentialet kan omsættes til handling. Det bliver en stor opgave, men ikke uoverkommelig, og med nok projekter kan lodsejerne sikre deres værdier fremover.”
Læs artikel på dr.dk her: https://www.dr.dk/nyheder/regionale/fyn/ny-lokal-trepartsaftale-landet-slut-med-dyrke-lavbund-omkring-det-sydfynske
Se indslag på TV 2/Fyn (11.50 inde i udsendelsen): https://www.tv2fyn.dk/nyheder/16-09-2025/1930/2009-16-sep-2025