Onsdag aften var knapt 200 medlemmer samlet til generalforsamling og valg af ny formand i den fynske landbrugsorganisation L&F Centrovice. Lars Iversen fik stor opbakning fra medlemmerne og blev valgt uden modkandidater. Han understreger, at han glæder sig til at varetage medlemmernes interesser i en for landbruget spændende, men også afgørende vigtig tid.

Den nye mand i spidsen for landbrugsorganisationen L&F Centrovice bliver foreningens hidtidige næstformand, Lars Iversen. Ved siden af arbejdet i L&F Centrovice driver Lars Iversen et landbrug med 300 malkekøer ved Stensby på Nordfyn.
Lars Iversen har siddet i foreningens bestyrelsen siden midten af 00’erne, og det er derfor en særdeles erfaren mand, der indtager posten som ny formand.
– Jeg er utrolig glad og meget ydmyg over den flotte opbakning. Jeg har siddet otte år som næstformand, og vi er i den tid lykkedes med at få skabt et fantastisk godt fundament, som jeg som ny formand glæder mig meget til at bygge videre på, siger Lars Iversen.
Grøn trepart øverst på dagsordenen
Den nye bestyrelse kommer da også under Lars Iversens formandskab til fortsat at fokusere alle kræfter på den meget store udfordring, som fynsk landbrug står overfor i forhold til arbejdet med den grønne trepart.
En opgave, som den nye formand mener er velbeskrevet.
– Vi skal lykkes med den grønne trepart, som jo lige nu er det altoverskyggende tema for alle, der har med landbrug at gøre. Det er en bunden opgave, og jeg anser det for min og den nyvalgte bestyrelses absolut vigtigste opgave at komme i mål på en måde, så vi sikrer rammerne for en stærk fødevareproduktion i fremtiden, siger Lars Iversen og tilføjer:
– Det er afgørende, at vi har en sund og veldrevet fødevaresektor i Danmark. Vi er så utrolig dygtige til det, vi laver, og vi bidrager ikke bare med gode danskproducerede fødevarer, men også med innovation og arbejdspladser i alle dele af landet. Det skal vi holde fast i.
Sideløbende med selve arbejdet med de lokale treparter ser den nye formand også en stor opgave i at få klædt foreningens medlemmer endnu bedre på med den viden og indsigt, som er nødvendig for, at den enkelte bedrift kan høste mulighederne i trepartsaftalerne.
Dyrevelfærd – et af flere vigtige arbejdsområder
Selvom den grønne trepart lige nu kræver et stærkt strategisk fokus og mange timer omkring mødebordene rundt omkring, så er der også andre temaer, som den nyvalgte formand mener, det er vigtigt fortsat at arbejde løsningsorienteret med.
Her bliver særligt spørgsmålet om dyrevelfærd i de fynske stalde et indsatsområde under den nyvalgte formand.
– Vi er ikke i mål på dyrevelfærd. Vi skal tage ansvar i landbruget og arbejde videre med de her problemstillinger, og det gør vi blandt andet ved hele tiden at arbejde med vores produktionsformer, siger Lars Iversen.
Foruden den nyvalgte formand består bestyrelsen efter generalforsamlingen af næstformand Mads West, Finn Eskelund Andersen, Carsten Hedegaard, Henrik Terp, Martin Boe Madsen, Hans Jakob Clausen, Peter Høj, Natasja Skovgaard, Torben Goltermann Hansen og Andreas Damgaard Jensen.
Lars Iversen afløser afgående formand Torben Povlsen, som forud for onsdagens generalforsamling havde meddelt, at han ikke ønskede genvalg. En enig bestyrelse havde derfor allerede inden generalforsamlingen anbefalet valg af netop Lars Iversen.