Når Det Fynske Dyrskue 2024 åbner portene d. 7. – 9. juni til det traditionelle og nytænkende dyrskue, vil programmet være fyldt med oplevelser for enhver alder og interesse. Fremvisninger, kåringer, veterantraktorer og helt nye landbrugsmaskiner vil fylde pladsen sammen med streetfood, underholdning, foredrag og kokkekonkurrencen Schiøtz Prisen.
Sommeren er over os, og Det Fynske Dyrskue 2024 står for døren. Vi glæder os til at byde jer og de mange andre besøgende velkomne til dyrskuepladsen i Odense d. 7. – 9. juni.
Vores medlemmer har fået tilsendt billetter, og vi håber, at man vil benytte lejligheden til at tage familie, venner og kollegaer med, og sammen opleve når land møder by. Man er mere end velkomne ved L&F Centrovices store stand, hvor vi sammen repræsenterer fynsk landbrug.
Her vil Velas også være til stede og svare på spørgsmål.
Oplevelser for alle
Det traditionsrige dyrskue har udviklet sig meget siden corona, hvor der er holdt fast i de ting, der historisk har defineret dyrskuet, mens flere nye og spændende aktiviteter og events er kommet til.
Store Ring danner rammen om det traditionelle dyrskue, hvor også åbningsceremonien finder sted fredag d. 7. juni kl. 12.00. Til anledningen er ringen fyldt med de mange udstillede dyr og deres stolte ejere. Her vil der blive afholdt åbningstaler og flaget vil hejses til tonerne af nationalsangen.
På Store Ring vil der også være frem- og opvisninger samt kåringer, mens der på scenen i Parken vil være underholdning for de mindste og spændende oplæg med blandt andet Sebastian Klein.
Sidste år åbnede Maskinringen for første gang på Det Fynske Dyrskue, og i år gentages succesen – bare endnu større. Her tilbydes børn også en tur rundt i ringen i de store maskiner.
Derudover er der masser af street food-boder og en udelivsmesse under åben himmel.
Alle dage vil der mildt sagt være noget til en hver smag, interesse og alder.
En hyldest til det fynske spisekammer
Søndag d. 9. juni, afholdes kokkekonkurrencen Schiøtz Prisen 2024, hvor nogle af Danmarks bedste kokke dyster i en fortolkning af det fynske spisekammer. Prisen er opkaldt efter grundlæggeren af Albani Bryggerierne, og den er støttet af Albani Fonden.
Det er en ambitiøs kokkekonkurrence, men det foregår i øjenhøjde med dyrskuets gæster. Du kan komme helt tæt på, når kokkene dygtigt tryller de velsmagende retter frem. Undervejs vil konferencieren sikre, at du får et indblik i det, der foregår. Retterne skal tilberedes over åben ild, og helt uden eldrevne køkkenredskaber.
Læs mere om Schiøtz Prisen 2024 HER
Smag på Fyn sammen med Centrovice Youth
Mens Schiøtz Prisen er i gang, inviterer Centrovice Youth til Frokost i Laden. Her kan man få et unikt indblik i kokkekonkurrencen.
Her vil næstformand Mads West og Ung Aktiv bestyrelsesmedlem Natasja Skovgaard byde velkommen til et netværksarrangement, hvor man kan mødes med kollegaer og andre unge landboere.
Der vil også blive serveret smørrebrød fra Restaurant Nordatlanten og fynske drikkevarer fra Albani. Til slut vil de deltagende kokke fortælle om deres retter og byde på smagsprøver.
Se programmet og tilmeld jer til Frokost i Laden HER
Derudover byder Det Fynske Dyrskue 2024 på en masse andre spændende ting alle dage.
Udforsk dette års Fynske Dyrskue HER
Vi glæder os til at se jer til Det Fynske Dyrskue 2024.