Solbeskinnet rejsegilde ved L&F Centrovice

Den flotte rejsegildekrans hang højt oven på den nye tilbygning på Damsbovej i Vissenbjerg.

Udvidelsen af den fynske landboforening L&F Centrovices bygninger i Vissenbjerg har nået et vigtigt punkt. Onsdag den 15. maj indbød landboforeningen gæster til rejsegilde til den 600 m2 store tilbygning, der skal rumme flere kontorer for rådgivningsvirksomheden Velas.

Solen skinnede ned på rejsegildekransen, der hang højt over det nye byggeri ved L&F Centrovice i Vissenbjerg. Her havde landboforeningen inviteret til rejsegilde i det byggeri, der nu har taget sin form. Det var også en glad formand for L&F Centrovice, der bød de mange gæster, ansatte og håndværkere velkomne.

–  Vi er rigtig glade for, at byggeriet nu har taget så meget form, og vi glæder os til at tage bygningen i brug. Starten af byggeriet havde en masse vejrmæssige udfordringer, men nu er taget på og det indvendige tager virkelig form. Det er skønt at kunne fremvise processen i byggeriet for de fremmødte, lyder det fra formand Torben Povlsen.

Dagens varme og solrige vejr stod i skarp kontrast til den frosne og sneklædte jord, der prægede det første spadestik i januar. Her blev det fortalt, at byggeriet ville stå færdigt og klar til brug i oktober, og sådan lyder det fortsat.

Administrerende direktør for S. Guldfeldt Nielsen A/S var sammen med bygherre og formand for L&F Centrovice, Torben Povlsen, glade for at kunne vise byggeriet frem for de fremmødte.

Nye opdaterede bygninger

Jens Skov Rasmussen, medarbejderrepræsentant for Velas, indtog også talerstolen og takkede entreprenøren og håndværkerne for arbejdet. Med et smil på læben takkede han også for håndværkernes “... hensynsfulde måde at larme på.

Det fynske entreprenørfirma Guldfeldt Nielsen A/S står for totalentreprisen, og direktør Kim Birkerød takkede i sin tale for samarbejdet med bygherren og andre interessenter, inden han udbragte et fælles leve for det nye byggeri.

I alt opføres 604 m2 ny bygning, mens 580 m2 af de eksisterende lokaler ombygges. Den nye tilbygning skal huse en ny, større kantine og konferencesal. Den gamle konferencesal bygges om til mødelokaler, og de nuværende mødelokaler omdannes til kontorer. Herved bliver den nye tilbygning en del af en ny fløj udelukkende til konference og møder.

– Byggeriet og de nye faciliteter kommer til at gavne infrastrukturen i vores hus med bedre forhold for Velas-ansatte og andre lejere. Dernæst giver det os mulighed for at huse større selskaber, og der mærker vi allerede interesse fra virksomheder, der ønsker at afholde møder, når byggeriet står færdigt, fortæller Torben Povlsen.

De nye kantinelokaler blev allerede i dagens anledning taget i brug, og dagens ret stod traditionen tro på pølser, brød og kolde drikke til de fremmødte.