Efter et halvt års forhandlinger, slutspurt og enighed om den grønne omstilling af fødevareerhvervet, er formanden for Landbrug & Fødevarer på tur i Danmark. Her vil han møde landmændene og forklare punkterne i aftalen. Torsdag var første stop Fyn.
Torsdag formiddag nåede formand for Landbrug & Fødevarer, Søren Søndergaard, sit andet stop på sin tur rundt i Danmark. I Odense havde fynske landmænd sat sig til rette for at høre formandens gennemgang og uddybning af aftalen.
Det var en veloplagt Søren Søndergaard, der gennemgik punkterne og besvarede spørgsmål fra de fremmødte.
– Det er godt at mærke en stor opbakning på Fyn til det arbejde, vi er gået ind i nu. Der kom mange gode og kloge spørgsmål til aftalen, og det er tungt stof. Det er grunden til, at vi nu kører rundt i Danmark og forklarer aftalen, og svarer på spørgsmål fra vores medlemmer, siger Søren Søndergaard.
– Det skal give nogle afklaringer på, hvad det er, man skal gøre på bedrifterne for at investere sig ud afgiften og afklaring af tilgangen til vandmiljø-dagsordenen. Der er i aftalen lavet et skelet, som vores lokalafdelinger nu kan arbejde videre med.
Positiv modtagelse
Landmand Peder Enggaard var én af de landmænd, som havde flere uddybende spørgsmål til aftalen.
– Når Søren Søndergaard forklarer punkterne i aftalen, så synes jeg, den virker spiselig, og jeg er meget positiv i forhold til det, vi havde frygtet. Med de rette investeringer er udsigterne, at vi kan ende på nul kroner i afgift i 2030 – det forventer jeg at nå på min bedrift, fortæller Peder Enggaard.
Formanden for den fynske landboforening L&F Centrovice, Torben Povlsen, bød landmændene velkomne og bød også ind under oplægget. Ifølge ham er det vigtigt, at Søren Søndergaard møder medlemmerne i sit bagland.
– Den personlighed og solidaritet, der er i måden, som Søren Søndergaard fremlægger tingene på og forklarer, hvad der ligger til grund for den aftale, der er kommet, giver en meget bedre forståelse for vores medlemmer. Man får et godt billede af, at der er lagt en vej for fremtiden. Det har en pris, men der er gode måder til at komme i mål med klimadelen på en fornuftig måde. Så er der også taget hånd om, at der er funding for omstillingen af noget af vores areal, så vi får løst udfordringerne med vandplanerne, siger Torben Povlsen.