Vi går nu en mørkere tid i møde, men høsten er langt fra slut. Plove og såmaskiner kører stadig på markerne, og det er vigtigt, at lyspakkerne på maskinerne er i orden, og at sikkerheden er i top.
Når vintersæden skal sås i det mørke vinterhalvår, er det vigtigt, at sikkerheden er i orden – både for landmændene på marken, men også for borgerne på de fynske landeveje.
“Personskader eller uheld på de fynske veje i forbindelse med høsten har været på et minimum, og vi håber, at denne tendens vil fortsætte i det mørke vinterhalvår”, siger Torben Povlsen, formand for L&F Centrovice.
For at undgå problemer i trafikken skal landmændene sikre ordentligt lys på deres køretøjer samt skiltning om fedtet føre, som er ekstra vigtigt, når dagene bliver mørkere.
“For os er det vigtigt, at de fynske landmænd har stor fokus på sikkerhed i markkørslen, for vi har et stort ansvar, når vi kører på vejene”, fortsætter Torben Povlsen.