Medlemmer af Patriotisk Selskab, Familielandbruget på Fyn og L&F Centrovice var onsdag samlet til regionalt planteavlsmøde i Vissenbjerg.
Formand for L&F Centrovice, Torben Povlsen, talte om, hvordan arbejdet rammer lokalt på Fyn ind i den grønne treparts ønsker. Han fortalte om Odense Fjord, Holckenhavn, Gamborg Fjord samt Sydfyn Geopark ved Svendborg. Centrovice er klar til at have dialoger med kommunen og lodsejerne.
Torben Hansen, formand, Sektor for Planteproduktion i L&F, informerede om det politiske arbejde i L&F i forhold til den grønne trepartsaftale, arealanvendelse og fremtidens planteproduktion i Danmark.
Det blev understreget, at regeringen har afsat penge til aftalen, og arealomlægningen skal foregå lokalt baseret på frivillighed og fuld kompensation til lodsejerne for værditab.
Der var mange spørgsmål fra de 90 deltagere.
Peter N. Nissen, sektordirektør for L&F Planter præsenterede strategien.
Danmark er et af de mest produktive landbrugsområder i verden med en højt specialiseret fødevareproduktion med et meget lavt miljø- og klimatryk. Vi har fødevareproduktion og naturarealer side om side. Landmænd lever af, lever med og lever i naturen, sagde Peter N. Nissen.
Leif Hagelskjær, SEGES Innovation, fortalte om fordele og ulemper ved tidlig såning og orienterede om, hvad SEGES har observeret i år. Der har været gule blade i flere hvedemarker og sorte aks. SEGES har brugt tid på undersøgelser, og det tyder på sene indflyvninger af lus, og at smitte med havrerødsot er hovedårsag.