Ved årets delegeretmøde i Herning d.10-11. november deltog fynske mælkeproducent Klaus Jørgensen, som her fik mulighed for at sætte fingeren på pulsen af dansk landbrug. Læs med her, hvor han fortæller om sit udbytte
Klaus Jørgensen fra Gislev, som var med til delegeretmøde for tredje gang, blev bekræftet i, at både L&F Centrovice og Landbrug & Fødevarer kæmper for dansk landbrug, og at begge medlemskaber derfor er givende for aktive landmænd.
“Det er jo som at træde ind i maskinrummet hos Landbrug & Fødevarer. Man ser, hvordan både L&F Centrovice og Landbrug & Fødevarer påvirker både kommuner og politikere og varetager vores erhverv gennem et fælles fodslag,” fortæller Klaus Jørgensen fra Gislev.
“Eksempelvis oplevede jeg, at Fødevareminister, Rasmus Prehn, kvitterede for, at Landbrug & Fødevarer stiller med rådgivning og faktuelle, sandfærdige tal. Og det gør mig stolt.”
Derudover oplevede Klaus også et stort fællesskab samt kontakt til kollegaer fra andre dele af landet, hvor alle kommer med forskellige udfordringer og input til organisationen. På den måde er delegeretmøde også en mulighed for at udvide sin horisont og netværk.