Nationalt Center for Miljø og Energi har netop offentliggjort en ny rapport om iltsvindet i danske farvande. Rapporten understreger af den grønne trepart.
Den nye iltsvindsrapport, der netop er blevet offentliggjort, er trist læsning for danske farvande. Rapporten, som Nationalt Center for Miljø og Energi udgiver, viser, at iltsvindet ikke har været så højt siden 2022.
Dermed understreger rapporten også vigtigheden af, at trepartsaftalen snart bliver vedtaget, så vi kan få implementeret de mange gode indsatser hurtigst muligt.
“Det er ekstremt trist, at vi nu for andet år i træk ser udbredt iltsvind, og der er ingen tvivl om, at vi fra landbrugets side er klar til at levere og vil gøre de indsatser, vi kan, for at forbedre vandmiljøets tilstand,” siger Centrovice-formand Torben Povlsen og tilføjer:
“I treparten er der skabt veje for hurtig implementering, og vi ser frem til at samarbejde med kommunerne om at få de bedste løsninger i hvert enkelt vandområde med hensyn til både natur, miljø og en fortsat stærk produktion af sunde, danske fødevarer.”
På linje med Landbrug & Fødevarer understreger Torben Povlsen dog, at man ikke når i mål i forhold til iltsvindet gennem danske indsatser alene – blandt andet skyldes algevæksten i de iltsvindsramte områder for langt den største del udenlandske kvælstoftilførsler.
”Der kommer ikke så udbredt iltsvind, som det, vi ser nu, uden at der er for mange næringsstoffer, men den stigning, vi har set de seneste år, skyldes også klimatiske ændringer. Vandtemperaturen er steget to grader over normalen – i den varme september har den ligget endnu højere – og derfor er det meget vigtigt, at der også sættes fokus på, at vores nabolande skal i gang med deres indsatser,” siger Torben Povlsen.