Martin Boe-Madsen valgt ind i L&F’s sektor for gris

På billedet ses Anders Leegaard Riis, sekretariatet, Martin Boe-Madsen L&F Centrovice og HC Gæmelke, konstitueret formand.

L&F Centrovice har fået en plads i bestyrelsen for Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris. Det er Martin Boe-Madsen, der blev valgt ind, da der i tirsdag var årsmøde i grisesektoren. Og L&F Centrovices bestyrelsesmedlem er glad for valget.

“Jeg er glad for at være blevet valgt ind, fordi det er et vigtigt sted at have indflydelse. Den nye bestyrelse mødes første gang i starten af februar, og så glæder jeg mig til at være med til at sætte retningen og lave klare spilleregler for grisesektoren,” siger han.

På sin bedrift i Ebberup har Martin Boe-Madsen 2.000 søer, producerer årligt 60.000 slagtesvin og sælger omkring 12.000 smågrise, og han mener, at pladsen i sektorbestyrelsen også er vigtig for L&F Centrovice og fynsk landbrug.

“For L&F Centrovice er det selvfølgelig vigtigt at have indflydelse. Vi har en masse medlemmer, hvis interesser vi skal varetage, så på vegne af alle foreningens medlemmer skal jeg være med til at præge beslutningerne og varetage lokale interesser,” siger Martin Boe-Madsen.