Formand Torben L. Povlsen har d. 24. og 25. oktober deltaget i Vandmiljøkonferencen på Munkebjerg Hotel i Vejle. SEGES Innovation har sammen med Danmarks Naturfredningsforening, Limfjordsrådet, Velas og Kommunernes Landsforening (KL) samlet en række deltagere til konference om det brede, lokale samarbejde om vandmiljø.
Under konferencen talte Torben L. Povlsen om processen frem mod et godt samarbejde ved Odense Fjord under temaet ”Det gode lokale samarbejde”. Her blev deltagerne også informeret om arbejdet ved Vejle Fjord, og fordelene ved tillidsbaseret samarbejde ved professor Gert Tinggaard Svendsen fra Aarhus Universitet.
Torben L. Povlsen deltog også i en paneldebat om fremtidens behov for samarbejde sammen med Klaus Enevoldsen, afd. leder, Vejle Kommune, Peter Kaarup, kontorchef, Miljøstyrelsen, Prof. Gert Svendsen, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, Tom Heron, direktør, SEGES Innovation P/S og Thyge Nygaard, landbrugspolitisk seniorrådgiver, Danmarks Naturfredningsforening
Konferencen satte blandt andet også fokus på de 18 kystvandråd, som staten vil finansiere over de kommende år samt optimerede vandoplandssyregrupper (VOS). Marin restaurering med ålegræs og linemuslinger samt vådlægning og klimagasser fik deltagerne også ny viden om.
Torben L. Povlsen siger om konferencen:
Det har været to indholdsrige dage med 170 deltagere fra en bred gruppe af mennesker fra ministerier, styrelser, kommuner, NGO’er, landboforeninger og virksomheder med løsninger på mange af opgaverne.
Det breder sig som ringe i vandet med lokale netværk og grupper, der sammen på tværs skaber ejerskab til at skabe et vandmiljø i god økologisk tilstand. Det er helt oppe i tiden og det, der skal til for, at vi kan komme hurtigt videre og i mål med at skabe en stærk fødevareproduktion, samtidigt med at der bliver mere natur og biodiversitet.