Klimafolkemødet, som afholdes i Middelbart, har traditionelt ikke været noget, man har haft fokus på i de lokale landbrugsorganisationer, men det bliver anderledes i år. For første gang er organisationerne til stede med både stand og debatarrangement.
Alt for mange af tidens samtaler om klimaudfordringen og løsningen af den, er de seneste år foregået hen over hovedet landbruget, mener en af de ansvarlige foreningsformænd.
– Det er afgørende, at landbruget bliver bedre til at tage aktiv del i tidens samtaler om klima. Vi vil så gerne fortælle om alt det, vi gør og om alle de store fremskridt, som vokser ud af landbruget i disse år. Det kræver, at vi er til stede der, hvor samtalerne foregår, siger formand for Vejle-Fredericia Landboforening, Nis Hjort.
L&F Centrovice er en af ti lokale landbrugsorganisationer, som er gået sammen om en fælles landbrugsstand på Klimafolkemødet.
– Vi håber på rigtig mange gode snakke med de mange danskere, som plejer at lægge vejen forbi folkemødet, men som måske ikke ellers er i kontakt med os i landbruget, og så håber vi selvfølgelig, at rigtig mange fra landbruget vil komme og være med til at tage de snakke, siger Nis Hjort.
Franciska Rosenkilde i debat med Torben Povlsen
Udover den fælles stand står organisationerne også bag et fælles debatarrangement under overskriften ”Dyrker vi mulighederne?”
Debatten, som modereres af chefredaktør på Verdens Bedste Nyheder, Thomas Ravn Pedersen, finder sted fredag klokken 10.00 på pink scene. Her mødes politisk leder for Alternativet, Franciska Rosenkilde, og formand for L&F Centrovice, Torben Povlsen, for at debattere landbrugets fremtid.
– Det er vigtigt, at vi i landbruget er ikke bange for samtalen. Vi ved, at vi kan gøre det, der skal til, men vi kan ikke gøre det alene. Derfor er de her svære snakke også nødvendige, siger formand for L&F Centrovice, Torben Povlsen.
Landbrug & Fødevarer vil ligesom tidligere år også være til stede på klimafolkemødet, der finder sted torsdag og fredag i uge 35. Find hele programmet her.