Det var nyt for flere af de politikere og kandidater, som var mødt frem for at blive klogere på alt fra Grøn Trepart og spildevand til den nye kvælstofregulering, at sidstnævnte risikerer helt at trække tæppet væk under flere kvægproducenter.


Hele seks partier var repræsenteret, da L&F Centrovice mandag var vært for det årlige møde med de fynske folketingspolitikere.
– Det er meget vigtigt for os i landbruget, at vi får klædt politikerne på med den nødvendige viden og indsigt. Derfor glæder det mig, at så mange kandidater dukkede op – og især er jeg glad for, at både røde og blå partier var repræsenteret, sagde formand Lars Iversen.
En af dem, der deltog for første gang, var næstformand og folketingskandidat for Socialistisk Folkeparti, Lise Müller.
– Det var interessant at høre, hvor langt man faktisk er kommet med den grønne trepart. Det er altid spændende at få et indblik i, hvad der sker, når politik møder virkelighed – og i det hele taget er det altid sundt at møde andre synspunkter, sagde Lise Müller (SF) efter mødet.
Tidligere har kun siddende folketingspolitikere været inviteret.
Men med et valg, som kan være nært forestående, var der denne gang sendt invitationer ud til alle de politiske kandidater, som kan komme til at få indflydelse på landbrugspolitikken på den anden side af et folketingsvalg.
– Vi ønsker gode relationer til alle partier, og vi har selv et medansvar for at række ud og få bygget de relationer op. Skal vi have et godt samarbejde med politikerne, er vi nødt til at lægge nogle kræfter i viderebringe den viden og faglighed, vi har i landbruget – og fortælle dem om de muligheder og udfordringer, vi oplever derude i marken og i stalden, sagde Lars Iversen.
Den nye kvælstofregulering blev da også det mest debatterede emne på mødedagsordenen.
– Vi har været meget frustrerede de seneste tre uger
Efter indlæg om tilgangen til trepartsarbejdet og arbejdet med at forbedre spildevandshåndteringen i Assens Kommune, blev politikerne præsenteret for en af de fynske mælkeproducenter, som bliver ekstra hårdt ramt af den nye kvælstofregulering.
Carsten Hedegaard fortalte, hvordan den nye regulering betyder, at han ikke længere kan dyrke den fodermajs, som han har brug for til sine 675 malkekøer.
En virkelighed, som han først for nylig er blevet bekendt med, da det først er nu – 11 måneder før reguleringen træder i kraft – at det er blevet muligt at få lavet mere detaljerede beregninger af konsekvenserne på bedriftsniveau.
– Vi har været meget frustrerede de seneste tre uger, for selvom vi har vidst, at den nye kvælstofregulering har været på vej, så har vi først nu fået et indblik i, hvad det vil komme til at betyde for os, fortalte Carsten Hedegaard.
Han påpegede blandt andet, at de data, man benytter, når man beregner kvælstofudledning for majs, har tre årtier på bagen og derfor ikke er retvisende, da både vækstsæson og gødskning er reduceret markant over de seneste tre årtier.
– Det er uacceptabelt, at man bygger en regulering på data, der er så gamle. Med den her regulering af mine markarealer bliver det umuligt at have køer på vores bedrift, så jeg kan kun betragte det her som en ekspropriation af min produktionsret, hvis det her bliver en realitet, lød det fra Carsten Hedegaard.
Og den melding kom bag på flere politikere omkring bordet.
Forligspartier lyttede
Venstres siddende landbrugsordfører, Erling Bonnesen, som også var med til mødet, opfordrede landbruget til at melde tilbage til de politiske partier bag aftalen, for ifølge ham var det aldrig den politiske intention at tvinge nogen ud i en nedlukning.
Og så langt var Lise Müller (SF) enig:
– De politiske ambitioner bag reguleringen står vi fuldstændig på mål for, men det skal selvfølgelig foregå på en måde, så det ikke spænder unødigt ben for enkelte aktører.
Byrådspolitiker og folketingskandidat fra Danmarksdemokraterne, Nikolaj Vang, var dog mindre overrasket, da han havde hørt flere lignende historier fra kvægproducenter på Nordfyn.
– Nu er der snart valg, og derfor er det vigtigt, at vi får nogle af de ting på bordet, vi i kommunerne længe har vidst, var en udfordring. Når man spænder ben for landbruget med den her kvælstofregulering, presser man bare flere ting ind i en grøn trepart, som i forvejen er svær at få til at lykkes indenfor fristerne, sagde Nikolaj Vang.
Han langede samtidig kraftigt ud efter partierne bag den nye kvælstofregulering – som udover regeringen og SF omfatter LA, Konservative og Radikale Venstre – for ikke at have gennemtænkt konsekvenserne af reguleringen i tide.
Og et stykke ad vejen er en af de Venstre-kandidater, som kan komme til at efterfølge Erling Bonnesen på posten – svineproducent og folketingskandidat Torben Povlsen – enig.
– Der er masser af vilje til at lykkes med den grønne trepart. Men det er vigtigt, at vi ikke giver landbruget flere sten i rygsækken, end at det lader sig gøre at løse opgaven. Jeg tror ikke på, at det var meningen, at det skulle lande sådan her – og derfor er der også brug for, at man går tilbage til forligskredsen og får rettet op på de her ting, sagde Torben Povlsen og tilføjede:
– Det her vidner i den grad om, at der er behov for, at vi har folk med omkring bordet, som har den nødvendige viden om og erfaring med, hvordan virkeligheden ser ud i landbruget og ude på bedrifter, vi politisk regulerer, for det er derude, resultaterne skabes.
Den politiske samtale om udfordringerne i den nye kvælstofregulering efterlod da også formand i L&F Centrovice med en vis optimisme.
– Min oplevelse var, at det kom bag på flere af de politikere, som var mødt op, at det er de her konsekvenser vi taler om. Det understreger bare vigtigheden af, at vi samler politikerne til møder som det her, lød det fra Lars Iversen.