Kvægkongres i lyset af udfordrende år

I sidste uge var der Kvægkongres 2025 og årsmøde for Landbrug & Fødevarer Sektor for Kvæg i MCH Herning Kongrescenter.

Blandt deltagerne var blandt andre bestyrelsesmedlemmerne Carsten Hedegaard, der sidder i L&F Kvægs bestyrelse, og Peter Høj, der er formand for Fynsk Kvæg, og de ser tilbage på en kongres, der satte ord på nogle af de udfordringer, som kvægbranchen står overfor i 2025.

“Med Bovaer, Bluetongue og implementeringen af Grøn Trepart bliver 2025 naturligvis et udfordrende år for kvægbruget i Danmark. Det er nye opgaver, der skal håndteres for første gang, så derfor var det godt at få drøftet det og blive inspireret til løsninger på kongressen,” siger de to bestyrelsesmedlemmer.

Heldigvis kan kvægbranchen glæde sig over, at der i øjeblikket er god afregning for mælk og oksekød, som forventes at fortsætte i første halvår af 2025. Det var en del af den markedsstatus, som der også blev givet på kongressen.