Det spørgsmål stiller formand for L&F Centrovice, Lars Iversen, i denne kronik bragt i fredagens udgave af Avisen Danmark. Her advarer han mod den udtalte mangel på respekt og forståelse, som præger debatten omkring landbruget i denne tid.
Af Lars Iversen, formand for L&F Centrovice.
Jeg må indrømme, at jeg er oprigtigt bekymret.
Ikke kun for dansk landbrug. Ikke kun for de familier, der i generationer har levet af at dyrke jorden og passe dyrene. Men for den måde, vi er begyndt at tale til hinanden på i Danmark.
De seneste måneder er der opstået en råhed i samtalen, som burde få alle alarmklokker til at ringe. En stadigt dybere kløft mellem land og by er opstået – mellem dem, der lever tæt på landbruget og dem, der betragter det udefra.
Det mest bekymrende er ikke uenigheden. Uenighed er demokratiets livsnerve.
Det mest bekymrende er den skadefryd og totale mangel på medfølelse, som er opstået som en undertone i debatten på særligt de sociale medier. Her ser vi politikere, debattører og aktivister nærmest fryde sig over at have fået magt til at gennemtvinge, at landmænd må lukke, sælge eller opgive deres livsværk.
Der skrives om “endelig at få gjort op med landbruget”. Om at nu kommer regningen – nu får landmændene endelig som fortjent. Som om tusindvis af danske landbofamilier er modstandere, man skal besejre.
Selv fra landets fineste talerstol fryder nogen sig i en næsten hoverende tone – uden omsvøb lader man forstå, at man da er totalt ligeglad med, hvis det hele ender i økonomisk ruin for dem, det rammer.
Som om mennesker, der har bygget virksomheder, arbejdspladser og lokalsamfund op gennem generationer, er nogen, man uden videre kan affeje og nedgøre.
Man kan være dybt uenig med dansk landbrug. Man kan mene, at erhvervet skal udvikle sig hurtigere eller gå i en helt anden retning. Men hvordan kan man glæde sig over andre menneskers usikkerhed, frygt eller ruin? Hvordan kan man se på en familie, der risikerer at miste det, som flere generationer har bygget op, og tænke: “Det har de godt af”?
Det er ikke bare respektløst. Det er hensynsløst og sårende. Og det er meget lidt dansk.
Vi har i århundreder været stolte af en demokratisk tradition, hvor vi anerkender, at mennesker kan have forskellige interesser, værdier og perspektiver. Hvor et flertal ikke automatisk giver ret til at tromle et mindretal. Hvor man godt kan kæmpe for sine egne holdninger uden at dæmonisere og udskamme dem, der mener noget andet eller lever et andet liv.
Det er den tradition, der har gjort Danmark stærkt. Derfor berører det mig dybt at opleve en debat, hvor mennesker reduceres til stereotyper. Landmanden fremstilles som klimasynder, mens byboen fremstilles som virkelighedsfjern. Hvor vi holder op med at vise interesse og i stedet begynder at foragte hinanden.
For hvor har vi set det før? Det har vi set i USA.
Et land, hvor politiske modstandere i stigende grad opfattes som fjender. Hvor kompromis er blevet et skældsord. Hvor gensidig mistillid har erstattet respekt og samarbejde. Resultatet er et samfund, der er mere splittet og uforsonligt end på noget tidspunkt i nyere tid.
Det burde være advarsel nok. Men alligevel ser vi tegn på den samme udvikling herhjemme.
Når man jubler over, at andre mennesker bliver ramt. Når man håner dem, man er uenig med. Når man ikke længere forsøger at forstå, hvordan verden ser ud fra den anden side af fortovet. Så er det ikke kun sammenhængskraften, der lider skade. Så er det selve fundamentet under vores demokratiske samtale, der slår revner.
Demokratiet er selve samtalen mellem mennesker. Ikke som sejren over modstanderen, men i form af viljen til at lytte, forstå og finde løsninger i fællesskab. Den tanke virker mere aktuel end nogensinde. For uanset hvad man mener om landbrugets fremtid, kommer Danmark ikke videre gennem hån, skadefryd, dæmonisering og hævn.
Vi kommer kun videre, hvis vi igen begynder at møde hinanden med respekt.
Hvis vi husker, at bag enhver bedrift, enhver virksomhed og enhver gård eller landejendom er mennesker af kød og blod, som brænder for det, de laver og føler for det liv, de lever. Mennesker med familier, håb, bekymringer og drømme. Mennesker, som fortjener at blive mødt med den samme anstændighed, som vi alle ønsker at blive mødt med.
Derfor er min opfordring enkel:
Lad os stoppe hensynsløsheden.
Lad os lægge skadefryden på hylden. Og lad os vende tilbage til den respektfulde samtale, som Danmark altid har været bedst til. Det skylder vi hinanden, vores demokrati – og de fremtidige generationer, som vi bærer ansvar for at vise, hvordan man fører en dannet demokratisk samtale og værner om sammenhængskraften i et bredt favnende Danmark.
