L&F Centrovice er gået sammen med Assens, Nordfyns og Middelfart kommune i et nyt klimaprojekt, der ved hjælp af klimaberegninger skal gøre parterne klogere på, hvordan landbruget kan reducere klimatrykket.
Hvordan kan den enkelte landmand reducere sit klimaaftryk, og hvordan kan kommunen støtte især husdyrbrugene i processen? Det skal et nyt samarbejde kaste lys over – blandt andet ved hjælp af klimaberegninger på 15 nord- og vestfynske landbrug.
I december 2021 indgik den fynske landboforening Centrovice og Assens Kommune nemlig en klimapartnerskabsaftale, som Nordfyns Kommune og Middelfart Kommune siden har tilsluttet sig. Landbruget står for en stor del af Danmarks samlede CO2-udledning, og der er derfor en fælles interesse for reduktioner inden for denne sektor.
”Klimaprojektet er et pilotprojekt med udvalgte deltagere. Både Centrovice og kommunerne ønsker med et mindre projekt især at få konkret viden om, hvad brugen af et klimaberegningsværktøj i kombination med et rådgivningsforløb kan betyde for det enkelte husdyrbrug i forhold til sænke klimatrykket,” siger Torben Povlsen, formand i L&F Centrovice.
Med i projektet er 15 landbrug, som alle vil få beregnet deres klimaaftryk i ESGreen Tool, der er udviklet af forsknings- og udviklingsorganisationen SEGES. Samtidigt modtager landmændene et rådgivningsforløb fra rådgivningsvirksomheden Velas. Erfaringerne fra rådgivningsforløbet vil blive delt mellem deltagerne i projektet og kommunerne i samarbejdet.
Den enkelte deltager får indblik i, hvor stort klimaaftrykket er på bedriften og ikke mindst hvor på bedriften, der kan laves klimatiltag. Centrovice opnår viden om, hvad der er muligt for deres medlemmer og i det videre politiske arbejde. Kommunerne får indsigt i, hvilke muligheder og udfordringer der er i landbruget, og hvor de kan støtte især husdyrbrugene i at reducere klimaaftrykket.