

Der er fuld fart på implementeringen af den grønne trepart i øjeblikket. I løbet af den seneste uges tid har der således været opstartsmøder i de lokale treparter omkring både Lillebælt, Det Sydfynske Øhav og Odense Fjord Samarbejdet. Og Centrovice er naturligvis godt repræsenteret i alle fynske treparter.
Ugens møder har været gode og konstruktive, hvis man spørger Centrovice-formand Torben Povlsen, der også glæder sig over, at møderne har tydeliggjort et fælles fodslag mellem Naturstyrelsen, Danmarks Naturfredningsforening (DN) og landbruget.
“Der er en klar fælles forståelse hos DN, Naturstyrelsen og landbruget om, at vi spiller en aktiv rolle. Implementeringen er Grøn Trepart er ikke et kommunalt projekt, men en trepart, hvor vi ved fælles hjælp udarbejder omlægningsplanerne, som betyder, at vi i sidste ende står med en stærk landbrugssektor og et godt vandmiljø samtidig med, vi får mere natur og biodiversitet,” siger Torben Povlsen og tilføjer:
”Vi ved godt, at det er nogle svære beslutninger, der skal tages, og derfor er det vigtigt, at vi ikke overlader det til kommunerne. Vi skal lægge pres på, vi skal sidde med i de grupper, der laver omlægningsplanerne, og vi skal i sidste ende have sat et markant aftryk. Det er både vi, DN og Naturstyrelsen enige om, hvilket blev tydeligt på møderne.”
På tirsdag 13. marts er der opstartsmøde i den lokale trepart omkring Storebælt, som er den sidste af de fynske treparter. Dermed vil arbejdet med implementeringen af den grønne trepart være i gang i alle fire lokale, fynske treparter.