Generalforsamling i skyggen af voldsom valgkamp: – På alle måder dagen derpå

Menuen stod på stegt flæsk, da L&F Centrovice onsdag i valgugen bød 160 tilmeldte medlemmer indenfor til generalforsamling.

Krydserne var kun lige sat, da medlemmerne af L&F Centrovice satte sig til rette i salen for at høre formand Lars Iversens beretning.

– Det er på alle måder dagen derpå – valget er overstået, men hvad kan vi så forvente nu? Det har været en valgkamp med mangel på faglighed, indledte Lars Iversen.

Han slog fast, at valgkampen ikke bare har været hård.

Den har været med til at legitimere indbrud og verbale angreb mod landmænd. Det ”må og skal vi ikke acceptere”, lød det fra formanden, som også påpegede, at valgkampen har skabt tvivl om politikernes dedikation til den grønne trepart.

– Vi bakker stadig op om Grøn Trepart, men det er vigtigt at sige, at vi bakker op om den originale trepart. Om den overhovedet findes på den anden side af det her valg, bliver spændende at se, sagde Lars Iversen.

Der er masser at gøre

Kvælstofregulering, drikkevand, spildevand og dyrevelfærd var centrale temaer aftenen igennem – ikke mindst da Claus Horsted, PA- og kommunikationsdirektør i L&F, gav et indblik i arbejdet med at modgå de seneste ugers tryk fra medier og politikere.

En kamp, som har været svær at vinde, men som også har tydeliggjort behovet for, at man i landbruget får taget hul på svære samtaler.

– Nogle gange er man nødt til at kigge indad og se på, om vi kan gøre det bedre. Vi kan sagtens være dem, der tager det første skridt i retning af endnu bedre trivsel i vores grisestalde. Men vi skal sikre mulighederne for at investere, lød det fra bestyrelsesmedlem Martin Boe Madsen.

Bestyrelsen fik entydig opbakning til at fortsætte indsatsen med at bringe viden og nuancer ind i den offentlige debat – og til at investere i relationerne til det omgivende samfund via initiativer som blandt andet Det Fynske Dyrskue.