Fugleinfluenza i Danmark – fynske bedrifter uden smitte

Danmark har i det seneste år haft en række udbrud med fugleinfluenza. Smitten er ikke nået til Fyn, og det glæder Henrik Pihl Winterø, der er fynsk ægproducent. 

Siden november 2021, har der været ni udbrud med højpatatogen fugleinfluenza i fjerkræ i Danmark. Det medførte en række restriktioner i november 2021 fra fødevarestyrelsen. I forhold til smitten er Fyn gået uden om og har ikke haft smittetilfælde i denne periode.  

Det er Henrik Pihl Winterø glad for. Han er ægproducent med mere end 36.000 høner.  

– Jeg er utroligt glad for, at vi på Fyn har kunne holde smitten væk indtil videre. Det ville være fatalt for en bedrift som min, hvis den blev ramt af fugleinfluenza. For det første ville det være nødvendigt at slå hele bedriften ned. Men derudover ville det også have en stor konsekvens for andre fjerkræproducenter i mit område, da der i en omkreds på 10 kilometer fra min gård ikke må flyttes dyr ind og ud af andre bedrifter, fortæller Henrik Pihl Winterø, der også sidder i L&F Fjerkræs bestyrelse.

Hvis man finder en død fugl i naturen, så må man meget gerne tippe Fødevarestyrelsen om sit fund. Brug gerne app’en ‘FugleinfluenzaTip’. Det gælder især, hvis man finder flere døde ænder, gæs, svaner eller måger på ét sted, eller enkelte døde rovfugle og kragefugle. Fødevarestyrelsen bruger de forskellige tip til at følge udviklingen, da fugleinfluenza blandt vilde fugle udgør en risiko uanset, om man har hobbyhøns i haven, eller 100.000 kalkuner under tag. 

Henrik Pihl Winterø og familien på Aalundgaard, som de overtog i 2017.
Et billede fra pakkeriet.