





Grøn Trepart, fødevarepriser og Bovaer til køerne var på dagsordenen, da formand for L&F Centrovice, Lars Iversen, fik besøg hjemme på gården af folketingsmedlem Thomas Skriver Jensen (S), der er valgt på Fyn.
Lars Iversen driver en produktion med 290 malkekøer.
På mødet, som var arrangeret af Landbrug & Fødevarer, deltog også Claus Horsted, direktør for public affairs hos Landbrug & Fødevarer, og Natasja Skovgaard, der er medlem af bestyrelsen i L&F Centrovice.
Bovaer skal mindske klimaaftrykket
På dagen for besøget var Lars Iversen netop begyndt at give sine malkekøer fodertilsætningsstoffet Bovaer.
Det reducerer metanproduktionen i køernes vom, hvilket mindsker landbrugets klimaaftryk. Desuden står Lars Iversen, sammen med lodsejere på Nordfyn, bag et nyt biogasanlæg.
– Bovaer og biogas kommer helt klart til at fylde meget for at komme i mål med Grøn Trepart, siger Lars Iversen.
Natasja Skovgaard fortalte om det landbrug, som hun og manden Jacob driver med 300 malkekøer og 400 hektar jord. De begynder at fodre deres køer med Bovaer til oktober.
Grøn Trepart og fødevarepriser
Den grønne trepart blev også diskuteret.
– Lige nu fylder treparten og omlægningsplanerne meget. Ved Nærum Strand bliver mange lodsejere berørt, og det kræver omtanke. Vi oplever, at mange ønsker at deltage med projekter, selvom der er usikkerhed omkring det, siger Lars Iversen, der også kom ind på fødevarepriserne i samtalen med Thomas Skriver Jensen.
– Vi havde nogle interessante drøftelser om, hvad der er et rimeligt niveau for både gebyrer og afgifter, mens vi samtidig sikrer landmændene den indtjening, som er forudsætning for, at vi kan investere i fremtiden, siger Lars Iversen.
også for landmænds indtjening, siger Lars Iversen.
Nye arealkrav i 2034
Endelig blev der også mulighed for at drøfte de nye arealkrav til danske stalde, som træder i kraft i 2034.
Lars Iversens bedrift er meget tæt på at leve op til kravene, men han mangler 3 procent for at nå i mål, og netop en mere fleksibel indretning af reglerne var folketingspolitikeren optaget af.
– Det er jo skørt. Jeg arbejder sammen med minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Jacob Jensen (V), på en bagatelgrænse på 10 procent, så vi undgår de her sager, siger Thomas Skriver Jensen.
Lars Iversen og Thomas Skriver Jensen drøftede også risikoen for, at landmænd ikke tør lave generationsskifte, når de ikke ved, om hele stalden skal laves om.
Thomas Skriver Jensen har flere gange besøgt bestyrelsesmedlemmer i L&F Centrovice.
– Det er altid spændende at være ude og besøge bedrifterne og få vigtig viden til det videre arbejde. Bedrifterne er meget forskellige og netop nu, hvor treparten fylder så meget, er det godt at se, hvad sker på det enkelte landbrug, siger han.