Erling Bonnesen besøgte klimavenlig mælkeproduktion på Langeland

Venstres miljø- og fødevareordfører, Erling Bonnesen, besøgte fredag d. 17. maj landmand Jakob Kruses kvægbrug på Langeland. Folketingspolitikeren var med rundt og opleve bedriften med 180 årskøer, som producerer hjerte 2 mælk til Arla. Det vil i korte træk sige, at køerne er på græs om sommeren. Kvægbruget producerer 11.200 kg EKM med hjælp fra tre malkerobotter.

Jakob Kruse, der overtog bedriften 1. januar 2024, har også 102 hektar med majs som hovedafgrøde og derudover hvede, græs, lucerne og byg.

Sammen med repræsentanter fra Landbrug & Fødevarer, Arla og L&F Centrovice fik Erling Bonnesen vist og forklaret, hvordan man her arbejder med at sænke CO2-udledningen med virkemidler på bedriften. Han fik også en gennemgang af Arlas økonomisk tillægsmodel for bæredygtighed, der støtter landmænd i at reducere klimaaftrykket på gårdene. 

På plancher viste Jakob Kruse, hvordan han arbejder efter Arlas pointsystem, hvor han får point efter f.eks. fodereffektivitet, gødningsanvendelse, arealanvendelse, proteineffektivitet og dyrenes holdbarhed. Modellen bygger på et pointsystem, der belønner bæredygtighedstiltag på gården. For hvert tiltag kan landmænd, der leverer mælk til Arla, samle point, og hvert point udløser et beløb.

Jakob har en høj score, 0,86, som han blandt andet har fået via en høj fodereffektivitet. Snart får han endnu et point, når han lever dybstrøelse til biogasanlæg.

Målbevidst produktion af fødevarer

Efter besøget kommentererede Erling Bonnesen Jakob Kruses engagement og måde at drive landbrug på.

– Jeg er imponeret over at se et fantastisk engagement hos Jakob Kruse. Jeg fik god dokumentation for, hvorfor danske landmænd er nogle af de bedste i verden, og jeg er imponeret over, at Jakob er blandt de bedste i Danmark. Der tænkes klimavenlighed ind i alle led i produktionen, og det dokumenteres, at danske landmænd er de bedste i verden. Som Venstres fødevareordfører er jeg stolt af, at vi i Danmark kan levere kvalitetsfødevarer til forbrugerne i både ind- og udland, sagde Erling Bonnesen.

Jakob Kruse er glad for Arla-modellen.

– Det er sjovere at blive motiveret af en gulerod, end at få pisk af CO2-afgiften, sagde Jakob Kruse.  

Opfordring med til Christiansborg

Han sendte en opfordring med Erling Bonnesen hjem til Christiansborg.

– Halmen skal til biogasanlæg, men først skal det igennem køerne. Også der er madspild vigtig – bær den med til Christiansborg, sagde Jakob Kruse.

Erling Bonnesen tror på en positiv fremtid for dansk landbrug.

– Jeg tror på landbruget, og jeg tror, vi kan komme i mål med de ønsker, der er til landbruget. Jeg tror, at der altid vil være et aktivt landbrug og en udvikling, især inden for energiudvikling. Arealerne er mindre, men vi producerer mere, da vi er tekniske dygtige i Danmark, sagde Erling Bonnesen.