Enig bestyrelse indstiller Lars Iversen som ny formand

Når L&F Centrovice afholder generalforsamling onsdag 26. marts, skal der vælges ny formand, efter at Torben Povlsen har meddelt, at han stopper. Og bestyrelsen har enstemmigt besluttet at bakke om næstformand Lars Iversens kandidatur som ny formand.

Bestyrelsen i L&F Centrovice er enige. De ønsker nuværende næstformand Lars Iversen som foreningens nye formand og bakker derfor enstemmigt op om hans kandidatur.

Det er de blevet enige om i forlængelse af, at nuværende formand, Torben Povlsen, for nylig meddelte, at han stopper som formand på generalforsamling onsdag 26. marts. Centrovice har lige nu to næstformænd, og den anden af de to næstformænd, Mads West, står også bag indstillingen af Lars Iversen.

“Jeg er rigtig glad for at være næstformand, og det arbejde vil jeg meget gerne fortsætte med. Derfor bakker jeg sammen med resten af bestyrelsen op om Lars Iversens kandidatur som ny formand for Centrovice. Lars har siddet som næstformand i de otte år, hvor Torben har været formand, og de har været et stærkt formandskab. Lars er et kæmpe aktiv for Centrovice, og derfor er han også den helt rigtige mand til at stå i spidsen for vores forening,” siger Mads West.

Lars Iversen er klar til at tage depechen fra Torben Povlsen.

”Jeg er ydmyg over, at bestyrelsen bakker op om mit kandidatur som ny formand, for efter otte år som næstformand er det et naturligt næste skridt for mig at sætte mig i formandsstolen. Hvis generalforsamlingen vælger mig, er jeg klar til at fortsætte det fantastiske arbejde, som vi i fællesskab har lagt og ført ud i livet de sidste mange år med Torben i spidsen. Vi står et godt sted, og resten af vores stærke bestyrelse fortsætter, så lige nu glæder jeg mig bare til generalforsamlingen,” siger Lars Iversen.

Bliver Lars Iversen valgt som ny formand, skal der vælges et nyt bestyrelsesmedlem for en étårig periode. Hvorvidt Centrovice i fremtiden skal have én eller to næstformænd – og hvem det skal være – afgøres af den nye bestyrelse, når de efter generalforsamlingen konstituerer sig og fordeler rollerne.

Generalforsamlingen i L&F Centrovice afholdes i domicilet i Vissenbjerg onsdag 26. marts.