Energikrise: Sådan sikrer du din bedrift

Vi står midt i en historisk alvorlig energikrise. Priserne stiger, og der er risiko for strømafbrydelser. Det kan have alvorlige konsekvenser for din bedrift. Vi har samlet en række anbefalinger til, hvordan du bedst kommer igennem krisen. 

Se på dit forbrug – hvor kan du spare? 

Det kan virke banalt, men du bliver nødt til at danne dig et overblik over, hvad der bruger energi. Herefter kan du begynde at prioritere. Er der noget, du kan slukke i perioder? Er der noget, der står unødvendigt på standby? Er der nogen strømslugere, som kan udskiftes til mere strømsparende alternativer? Det er ikke nyt for os i landbruget at effektivisere og optimere, men det er nødvendigt at være sikker på, at man styrer sin bedrift effektivt.  

Kan du blive mere selvforsynende? 

Jo mindre afhængige, du er af energi udefra, jo bedre står du stillet. Der er flere måder, du kan producere energi. Du kan eksempelvis undersøge muligheden for at få solceller på taget af dine lagerbygninger eller få installeret jordvarme.  

Det kan virke ulogisk at investere, når man står i krisetider. Men kriser skaber grobund for forandringer. Vi opfordrer derfor til, at man tænker grønne og bæredygtige løsninger ind i krisehåndteringen. Arbejdet med klimaet er kommet for at blive, og de grønne løsninger, som f.eks. solceller, kan være en god løsning. 

Læg en nødplan 

Hvis strømmen bliver slukket, er det nødvendigt at have en plan for, hvad du skal gøre. Det er særligt vigtigt for bedrifterne med dyr. Dyrene skal have frisk luft og varme, og køerne skal malkes, hvilket kræver energi. Her kan man f.eks. have et nødstrømsanlæg, som kan sikre strøm under en strømafbrydelse. Hvis man har et, er det vigtigt, man tjekker det løbende, så man er sikker på, at det virker. Man skal også sikre sig, at ens medarbejdere er instrueret i, hvordan anlægget virker, og hvordan strømmen skal prioriteres.  

Er du økonomisk sikret? 

De stigende priser kan være likviditetsdrænende. Det er derfor vigtigt at se dit budget igennem og være sikker på, at du kommer sikkert igennem krisetiderne. Her kan det være en god idé at snakke din økonomiske situation igennem med din bank, så du ved, hvilke muligheder du har. Derudover bør du også snakke med din forsikring, så du ved hvordan du er dækket, hvis der sker uheld.