Miljøstyrelsen har udpeget mere end 4.700 boringsnære beskyttelsesområder (BNBO), hvor det bliver forbudt at sprøjte med pesticider.
Den beslutning kan vi ikke ændre, men du vælger selv, hvordan du forholder dig.
1) Du kan være proaktiv og arbejde på en frivillig aftale, hvor du selv er med til at finde løsningen.
2) Du kan forholde dig passivt, og se, hvad der sker.
Vi vil klart anbefale, at du selv tager styringen og går efter en frivillig aftale. Det er ikke nemt at finde en løsning, der passer til det enkelte område, og som både lodsejer og vandværk kan se sig selv i økonomisk – men det er ikke umuligt. Med dialog kan du komme langt. Her kan du se vejen til den frivillige aftale.
1. Skab kontakt
Udpegningerne af BNBO er på plads, og det første skridt er, at lodsejer og vandværk hilser på hinanden og tager en uformel snak om muligheder og ønsker.
2. Udform et forslag
Det andet skridt i processen er at beskrive et eller flere forslag, som både lodsejer og vandværk kan se sig selv i. Måske har I brug for assistance fra en rådgiver.
3. Fremlæg forslag
Det tredje trin er, at lodsejer og vandværk fremlægger forslag og tankerne bag. Kan I allerede nu blive enige om en løsning? Her kan I også overveje, om kommunen kan bidrage.
4. Lav en aftale
På det fjerde trin bliver lodsejer og vandværk enige om en løsning. I finder ud af, hvem der formulerer en aftaletekst, som I begge får til gennemsyn. Det kan også være, I har brug for rådgivning i forhold til for eksempel økonomi og skat.
5. Se fremad
Sidste trin er en underskrevet aftale af både lodsejer og vandværk. Med aftalen i hånden har I sammen fundet en frivillig løsning, I kan stå inde for. Nu kan I se fremad.