Unesco har netop afsluttet certificeringen, som skal lede frem til, at det sydfynske øhav – forhåbentlig til foråret – vil kunne smykke sig med titlen Unesco Global Geopark. En milepæl, som blev markeret mandag aften, hvor bestyrelsesmedlem Hans Jakob Clausen fik lejlighed til at sætte ord på landbrugets holdning til projektet.
At der i dag er bred opbakning til projektet var langt fra var givet, dengang de fire ejerkommuner Faaborg-Midtfyn, Langeland, Svendborg og Ærø gik sammen om at påbegynde etableringen af geoparken tilbage i 2018.
Bekymringerne for, hvad den nye park ville komme til at medføre af båndlæggelser på landbrugsbedrifter i det sydfynske område, blev dog afmonteret undervejs, og derfor var der også ros til processen, da Hans Jakob Clausen holdt tale ved arrangementet mandag aften.
– Som repræsentant for landbruget her i vores område, vil jeg gerne starte med at ønske alle, der er med i aften, tillykke med certificeringen af Geopark Det Sydfynske Øhav.
– Vi er i landbruget stolte af at have været med til at få projektet til at lykkes, sagde Hans Jakob Clausen, der netop repræsenterer L&F Centrovices medlemmer i bestyrelsen for det kommunalt ejede selskab bag geoparken.
Forsikringen om, at almindelig dansk lovgivning og de rettigheder, som følger med, fortsat er gældende for de landmænd, som i dag driver deres fødevarevirksomhed på Sydfyn, har været afgørende i forhold til at sikre bred og utvetydig opbakning fra landbrugserhvervets side.
Geoparken er ikke en nationalpark, og det betyder, at certificeringen heller ikke medfører nogen former for erhvervsmæssig eller økonomisk binding på arealer i området – ligesom geoparken ikke kommer til at blande sig i, hvordan man som lokal lodsejer disponerer over sin jord eller ejendom.
– Geoparken er et flot eksempel på, hvad vi kan lykkes med ved at arbejde konstruktivt sammen om at skabe noget, der er større end hver enkelt erhverv, kommune eller organisation.
– Det er et eksempel på, hvad der kan lade sig gøre, hvis man gør sig umage med at forstå og respektere hinandens vilkår, reservationer og bekymringer – og hvis man samtidig gør sig umage med at indrette aftalerne, så ingen ender med at blive “kørt over”, sagde Hans Jakob Clausen.
Forventningerne til den nye geopark er da også store.
Målet er at skabe endnu bedre rammer for at kunne tiltrække turister, som har interesse i den sydfynske natur, og som også vil kunne bidrage med nyt liv ude på de små bed and breakfast steder – og i de lokale gårdbutikker.
Forud er gået måneders arbejde med blandt andet at forfatte den 475 sider lange ansøgning, som blev indsendt til Unesco i november 2022.
Unescos repræsentanter rejser nu hjem for at votere, og det forventes, at Geopark Det Sydfynske Øhav – om alt går vel – vil få positivt svar på ansøgningen om at blive Unesco Global Geopark i foråret 2024.