Det er endelig blevet forår og tid til at køre gylle på markerne
Det dufter så småt af forår, og samtidig er der fuld fart på markarbejdet i de kommende uger. Derfor kommer vi i landbruget selvsagt til at fylde meget i landskabet og på vejene.
I L&F Centrovice opfordrer vil altid til at vise hensyn i adfærd og kørsel – specielt når gyllen skal ud. Det handler om, at vi skal være gode til at orientere vores naboer og lokalsamfund i god tid, så de for eksempel ikke bliver overrasket med vasketøjet og får det hængt ud den forkerte dag.
Hvis du mangler inspiration til, hvordan du nemt kan tage hensyn til dine naboer, har vi her listet seks gode råd.
Måder du kan tage hensyn:
1. Læg en “post it” i din nabos postkasse
Her kan du skrive, hvilke dage du kører ud for at minimere risikoen for konflikter og frustrationer.
2. Skriv en sms/ring til de naboer du har telefonnummeret på
Måske kender du dine naboer så godt, at du har deres telefonnummer. Benyt muligheden til at skrive en sms eller ringe til dem, og fortæl, hvilke dage du kører ud.
3. Skriv i din lokale facebookgruppe
Mange lokalsamfund har også en facebookgruppe. Du kan her skrive, hvornår du kører ud. Det er også en god mulighed for at få kontakt med lokalsamfundet. Hvis det afføder negative kommentarer, er det bedst at være konstruktiv og dialogsøgende. På den måde ved læserne, at det ikke er i en ond mening.
4. Tjek vejrforholdene – hvilken retning blæser vinden i?
Når vi kører gylle ud, er det ofte et meget stort areal, der er tale om. Tjek vejrudsigten inden og se, hvilken retning vinden kommer i. Hvis du har mulighed for at køre, så vinden ikke blæser direkte ind i dine naboers hus, så kør der til at starte med. Det vil selvfølgelig ikke altid være muligt. I de tilfælde kan du kontakte dine naboer via sms/ringe/skrive en post-it. Så viser du, at du forsøger at tage hensyn.
5. Kør forsigtigt – særligt på de små veje
Der er sjældent timer nok i døgnet som landmand, og travlhed er et grundvilkår. Men vær alligevel opmærksom på, når du kører med dine store maskiner på de små veje, særligt hvis du kører ved beboelse, skoler eller lignende. Alle skal kunne være trygge på vejene.
6. Tag en snak over hækken eller når du møder din nabo
Den bedste måde at skabe et godt naboskab er at tale sammen. Så brug muligheden, og fortæl, at du kører gylle ud, når du møder din nabo ved hækken, i den lokale brugs eller lignende.