Søg

Søg efter medarbejder:

SOS
Centrovice.dk  →  Landbrug  →  Rådgivning  →  Svin  →  Aktuelt  →  Hvordan handler du bedst færdigfoder til grisene?

Hvordan handler du bedst færdigfoder til grisene?

Som svineproducent med køb af færdigfoder er det igen tid til at gøre sig grundige overvejelser over den kommende fodersæson.

Først skal du overveje, hvilke blandinger du har behov for i din svineproduktion. Vurder sammen med din driftsleder og medarbejdere om de blandinger, du bruger i dag, fungerer godt nok. Har søerne den produktivitet, du ønsker? Malker søerne godt nok? Kommer søerne i brunst? Hvordan er tilvæksten i klimastalden? Alle disse faktorer er vigtige at forholde sig til for at kunne sammensætte de rigtige blandinger. Det er dog vigtigt at fastslå at foderet alene ikke løser alle udfordringer, men management er i høj grad ligeså vigtigt som fodersammensætningen. Snak med din dyrlæge eller konsulent, så du er helt skarp på behovene og foderoptimeringen.

Herefter skal der laves udbudsmateriale til foderstoffirmaerne, så de kan komme med deres bud på en blanding, der ligger inden for de ønsker, du og evt. din rådgiver har til blandingerne.

Lav dit udbudsmateriale skarpt

Du bør tage kontakt og tilbud hjem fra 2-3 foderstoffirmaerne, som du ønsker at handle med.

 I udbudsmaterialet skal du:

  • være skarp på indhold af næringsstoffer, tilsætningsstoffer, vitamin, aminosyre og om du ønsker andre produkter tilsat.
  • udarbejde en råvare liste, hvor du klart og præcist beskriver, hvilke råvarer du ønsker i blandingerne og sætter en fast råvaregrænse. Skriv det indhold, som du ved, at du som minimum vil have i dine blandinger. Så er du altid sikker på, at du har det ønskede indhold i dine blandinger.
  • definere hvor mange tons, du forventer at købe af de enkelte blandinger, og om foderet skal leveres.
  • være meget skarp på, om du skal betale tillæg for at tage et halvt træk foder.

Vælg foderstoffirma på det rigtige grundlag

Når du modtager tilbagemeldinger fra foderstofferne, skal du først sikre dig, at blandingerne er inden for dine ønsker, så det er muligt at foretage sammenligninger. Du må ikke kun kigge på prisen, når du får blandingerne tilbage, det er vigtigt også at være skarp på indholdet i blandingerne. En blanding kan godt være billigere eller dyrere end de andre blandinger, og her er det vigtigt at vide hvorfor.

Derefter foretager du en grovsortering, hvor det dyreste firma fravælges – forudsat at priserne er sammenlignelige. Her kan det være nødvendigt at tage fat i foderstoffer igen og bede dem komme med en skarpere pris.

Du skal gøre foderstofferne klar over, at de skal kontakte dig, hvis der sker ændringer i prisen på blandingen, mens du har tilbuddet liggende. Følger de ikke den anvisning, bør du lægge dem på is det næste års tid. Sælger skal være din mand og sikre dig den bedste pris – kan han det, er du villig til at handle med ham.

Handler du med en eller flere foderstoffer?

Har du korn med i byttehandlen, skal du være meget klar i spyttet, om du ønsker at sælge dit korn til det foderstoffirma, hvor du handler færdigfoder, eller om du vil bevare muligheden for at kunne sælge dit korn i fri handel.

Du skal være skarp på, om foderstoffen giver rabatter på tørring, rensning, henter dit korn uden omkostninger, og hvilken mængde korn du forventer at høste.

På AgroMarkets.dk kan du finde en prisberegner, der tager højde for omkostninger, når man skal finde den bedste aftager og den skarpeste pris.

Prisen på færdigfoder?

Der vil være en bytteforskel på op imod 40 kr. på blandinger til slagtesvin. Blandinger til søer og smågrise er lidt mere komplicerede, da blandingerne kan variere meget i indhold af forskellige råvare og næringsstofferne.

Kornprisen i forhold til sidste år er steget med 4-5 kr., men derimod er sojaprisen faldet betydeligt i forhold til sidste år med omkring 75 kr. Derfor skal vi forvente at se en reduktion i foderprisen på et sted mellem 8-10 kr. i forhold til sidste år.

Handel når timingen er rigtig

Husk du frit kan handle med alle foderstoffer, selv vælge de blandinger du ønsker og hvilken periode du ønsker at dække af. Du bør være klar til at handle, når prisen er rigtig. Inden da har du undersøgt markedet for de fodermidler, som er relevante for dig, samt afregningsbetingelser på dine afgrøder. Det rette handelstidspunkt og hvad priserne nogenlunde skal være, kan vi hjælpe dig med gennem en handelsstrategi.

Kontakt os, hvis ovenstående giver anledning til spørgsmål.

Nyhedsbreve fra Centrovice

Vi udgiver flere nyhedsbreve med forskelligt indhold. Få nyhederne serveret nemt og bekvemt. Enkelt at tilmelde og afmelde.

Gå til nyhedsbreve