Søg

Søg efter medarbejder:

SOS
Centrovice.dk  →  Landbrug  →  Rådgivning  →  Økonomi  →  Aktuelt  →  Medie skriver: Banker klar til at sløjfe landbrugsgæld

Medie skriver: Banker klar til at sløjfe landbrugsgæld

Krisen i landbruget rammer nu så hårdt, at en række banker åbner op for at sløjfe gæld for millioner af kroner hos kriseramte landmænd. Det sker i et desperat forsøg på at redde de landbrugsbedrifter, hvor tårnhøj gæld ødelægger en ellers veldrevet landbrugsbedrift.

Det skriver Finans.dk.

Claus E. Petersen, ordførende direktør i Den Jyske Sparekasse, forklarer, at en håndfuld af sparekassens omkring 350 landbrugskunder allerede har fået aftaler om betinget gældseftergivelse. Noget, som han selv betegner som meget kontroversielt.

»Vi kan komme i endnu flere situationer, hvor vi laver en aftale om at indefryse gælden og efter tre eller fem år skærer gælden ned til det, der kan serviceres til den tid. Folk skal have et håb henne for enden. Ellers holder de op med at fungere,« siger han til Finans.

Også i Vestjysk Bank, Sparekassen Lolland og Spar Nord fortæller topcheferne, at man ser på forskellige former for betinget eftergivelse af gæld.

Bankerne understreger, at muligheden for gældssanering kun gives til landmænd, som har høj produktivitet, men har så stor gæld, at det er næsten umuligt at skabe tilstrækkeligt stort overskud til at betale renter og afdrag – uanset, hvor hårdt landmanden arbejder.

Finans har talt med en række af landbrugets økonomiske rådgivere, som beretter, at bankerne de seneste måneder er begyndt at eftergive en del af gælden hos netop gruppen af effektive, dybt forgældede landmænd.

Denne såkaldte akkordering er yderst kontroversiel. Isoleret set kan det være en god forretning for banken, fordi de måske kan få bedrifterne til at overleve, men man risikerer at provokere de velfungerende landmænd, som har knoklet sig igennem problemerne. Derfor vil bankerne også stille hårde krav til de landmænd, der slipper for at skulle tilbagebetale en del af deres gæld.

Kilde: Landbrugsavisen 20. januar 2015

Nyhedsbreve fra Centrovice

Vi udgiver flere nyhedsbreve med forskelligt indhold. Få nyhederne serveret nemt og bekvemt. Enkelt at tilmelde og afmelde.

Gå til nyhedsbreve