Søg

Søg efter medarbejder:

SOS
Centrovice.dk  →  Landbrug  →  Rådgivning  →  Planteavl herunder grovfoder  →  Aktuelt  →  Planteavlere sendt til sexolog

Planteavlere sendt til sexolog

Humøret var højt, da 31 landmænd en torsdag aften i januar satte sig til rette for at høre dagens sidste oplæg på Centrovices årlige kursus for planteavlere ’Guldkorn til marken’. Og der var god grund til at smile, for nu skulle det handle om sex, romantik og kvinder – eller det troede de planteavlerne i hvert fald.

Kursusleder og planteavlskonsulent hos Centrovice, Mads Munkegaard, havde inviteret Dina Bønneland Larsen til at holde et oplæg med titlen ’Bondegård, børn, banken – og hvor blev romantikken lige af’. Dina Bønneland Larsen er nemlig ikke bare landmandskone, hun er også familiecoach og sexolog.

Så kender du ikke hende derhjemme

”Ahh, så kender du ikke hende derhjemme”, grinede planteavlerne, da Dina med et glimt i øjet startede med at antydede at ethvert godt skænderi bør sluttes af med et forsoningsknald.

Til gengæld blev der nikket anerkendende, da Dina understregede, at det ikke altid er mændene, der er problemet, når forholdet slår gnister. For hvis behov er det egentlig, at der skal støvsuges tre gange om ugen? Det spørgsmål kendte de fleste af mændene godt svaret på, så Dina Bønneland Larsen koncentrerede sig i stedet om at forklare, hvad man kan gøre for at få kvinderne til at åbne munden og fortælle om deres behov.

Snak om noget andet end landbrug

For mange landmænd er bedriften både deres arbejde, deres hobby og deres drøm. Men det er ikke altid, at konen har det på samme måde. Derfor er det ifølge Dina Bønneland Larsen vigtigt, at man husker også at snakke om noget andet end landbrug, bare en gang imellem.

”Og så er det altså ikke særlig fedt at blive sammenlignet med en ko. Specielt ikke, når man er gravid”, pointerede Dina Bønneland Larsen, og opfordrede planteavlerne til at udnævne dem selv til kærlighedsministre. Ifølge hende er det nemlig vigtigt, at manden ind imellem viser sin kone eller kæreste, at han er glad for, at det er lige netop hende, han deler seng og avisabonnement med.

Invester i kærligheden

Ifølge statistikken bliver 43 procent af danskerne skilt. Men når man har ansvar for et landbrug, kan man ikke bare give op, pakke tingene og gå sin vej. Ofte ejer konen halvdelen af bedriften, og en stor gæld kan gøre det umuligt at fortsætte produktionen, hvis den ene part vælger at rejse.

Derfor anbefalede Dina de 31 planteavlere at investere i kærligheden. ”Hvis I lægger den samme indsats i parforholdet som i marken, så garanterer jeg, at I kan høste guld til sommer”, smilede hun, og opfordrede landmændene til at tage ansvar. For markerne, for deres liv – og for parforholdet.

Vil du også investere i kærligheden?

Måske kunne dit og din partners forhold også trænge til en kærlig hånd og et skub i den rigtige retning. Dina Bønneland Larsen tilbyder både terapi og coaching. Besøg hendes hjemmeside her.

Nyhedsbreve fra Centrovice

Vi udgiver flere nyhedsbreve med forskelligt indhold. Få nyhederne serveret nemt og bekvemt. Enkelt at tilmelde og afmelde.

Gå til nyhedsbreve