Søg

Søg efter medarbejder:

SOS
Centrovice.dk  →  Landbrug  →  Rådgivning  →  Løn og HR  →  Aktuelt  →  Løn- og arbejdsvilkår i landbruget

Løn- og arbejdsvilkår i landbruget

Aktuelt er der en sag mellem en landmand og 3F om overskridelse af arbejdstidsregler, og der er flere sager undervejs. L&F er ikke en arbejdsgiverorganisation og kan ikke løse konkrete sager, men opfordrer til at undgå lignende sager ved at have ordnede løn- og arbejdsforhold.

En aktuel sag med en nordjysk kvægbrugers konflikt med 3F om overskridelse af arbejdstidsreglerne og lav løn kan sætte landbrugets ret til frit at organisere sig og aftale løn- og ansættelsesvilkår under pres. Konflikten er efter et forgæves mæglingsmøde optrappet med 3F’s varsel om blokade og sympatistrejke fra chaufførerne af mælkeleverancen. Boden for overtrædelserne vil 3F forhandle om, men fastholder krav om, at landmanden skal indgå overenskomst – i modsat fald truer 3F med at blokere bedriften.

Landbrug & Fødevarer er ikke en arbejdsgiverorganisation og kan derfor ikke gå ind og løse sådanne konkrete konflikter. Vi kan som erhvervsorganisation kun rådgive og har opfordret kvægbrugeren til at få afsluttet sagen med 3F, før den kulminerer i en blokade. Det har vi gjort, fordi den lokale forening, Videncentret for Landbrug og viceformand Lone Andersen har konstateret, at landmanden:

  • har overtrådt EU-arbejdsdirektivet om højst 48 timers arbejdsuge over en 4 måneders periode
  • med en praktikantløn til den udenlandske ansatte har betalt en lovlig, men for lav løn (på ca. 75 kr. i timen) til en medarbejder

Der er flere lignende sager og mulige konflikter undervejs. Vi forsøger at afdække omfanget. Det er imidlertid meget vigtigt, at alle lokalt får informeret om situationen og arbejder for, at vi undgår lignende sager.

Landbrug & Fødevarers holdning og politik er, at alle ansatte skal have ordnede løn- og arbejdsforhold, hvor de uanset nationalitet lønnes efter deres kvalifikationer. Denne politik er klart meldt ud i medierne og på Christiansborg. Den er samtidig en forudsætning for, at erhvervet kan fastholde den frie organisering og aftaleret som et grundvilkår.

Landbrug & Fødevarer kan på ingen måde acceptere, at vores medlemmer med medarbejdere på bedriften skal mødes med krav fra 3F om overenskomst, når der er tale om normale og ordnede løn- og arbejdsforhold.

Kilde: Landbrug og Fødevarer

Nyhedsbreve fra Centrovice

Vi udgiver flere nyhedsbreve med forskelligt indhold. Få nyhederne serveret nemt og bekvemt. Enkelt at tilmelde og afmelde.

Gå til nyhedsbreve