Søg

Søg efter medarbejder:

SOS
Centrovice.dk  →  Landbrug  →  Rådgivning  →  Kvæg  →  Aktuelt  →  EU-beslutning muliggør fordeling af superafgift

EU-beslutning muliggør fordeling af superafgift

EU har netop vedtaget en ordning, som gør det muligt for mælkeproducenter at betale den ventede superafgift for dansk overproduktion over tre år, hvis den danske regering tillader det.

Et forslag fra EU Kommissionen om at de enkelte lande kan opkræve superafgiften for det sidste kvoteår i tre lige store, rentefrie rater i 2015, 2016 og 2017 er således vedtaget med et stort flertal. Ordningen vedrører kvoteåret 2014/2015 og har til formål at lette den økonomiske situation for de landmænd, der overskrider deres produktionskvote og kæmper med likviditetsproblemer på grund af prisfaldet på mælk.

Den første rate, som skal udgøre mindst en tredjedel af det samlede skyldige beløb, betales før 1. oktober 2015, mens de to andre rater betales før 1. oktober i de to følgende år. Ønsker mælkeproducenten at betale det fulde beløb inden oktober i år, kan det dog stadig lade sig gøre.

Dansk regering skal tage stilling

Selv om kun seks lande rammes af superafgiften, har flertallet af medlemslande altså stemt for ordningen. De berørte lande er Irland, Tyskland, Luxembourg, Polen, Holland og Danmark. De berørte lande stadig skal indbetale den skyldige superafgift til EU inden oktober, og ordningen har derfor ingen indvirkning på EU-budgettet. Den samlede danske superafgift forventes at løbe op i ca. 195 mio. kr., og den danske regering skal nu beslutte, om man er klar til at benytte EU-ordningen og lægge ud for de danske mælkeproducenter.

Nyhedsbreve fra Centrovice

Vi udgiver flere nyhedsbreve med forskelligt indhold. Få nyhederne serveret nemt og bekvemt. Enkelt at tilmelde og afmelde.

Gå til nyhedsbreve