Søg

Søg efter medarbejder:

SOS
Centrovice.dk  →  Landbrug  →  Rådgivning  →  Kvæg  →  Aktuelt  →  Majshøsten står for døren

Majshøsten står for døren

Majsen står de fleste steder, som en stor grøn skov på markerne, og det ser ud til at bestøvningen har været lige i øjet, og vi får nogle flotte kolber på planterne. Hvis I skal have det mest optimale ud af majshøsten – set for koens synspunkt – er der nogle retningslinjer, der skal følges.

Hvornår skal der høstes?

Høsttidspunkt er et studie for sig. Det kan anbefales at sende hele majsplanter ind til analyse for at få fastslået, hvor langt de er i modningsprocessen. Der er normalt kun to dages leveringstid på analysesvar, så det kan give en hurtig indikation af, hvor langt de er i udviklingen. I de sidste uger lægger de cirka 2,5 % tørstof på per. uge.

Stubhøjde

Stubhøjden i normal udviklet majs er cirka 30 cm. Er der mangel på grovfoder, er det muligt at sætte en kortere stub. Man skal bare være opmærksom på, at der gåes på kompromis med fordøjeligheden. Øger man stubhøjden til mere en 30 cm, sker der følgende:

Effekt af at øge stubhøjden fra 30 til 50 cm:

  • Udbyttet reduceres med 500 FEN/ha
  • Tørstofindholdet øges med ca. 1,2%
  • Stivelsesindholdet øges med ca. 1,6 %
  • NDF-indholdet reduceres med ca. 1,5 %
  • Foderværdien øges med cirka 0,15 MJ/kg ts (0,03-0,04 kg ts/FEN)

Tjekpunkter til høst:

  • Høst når majsen er tør – op af formiddagen
  • Snit majsen med 32-34 % tørstof
  • Snitlængde: 8 mm (giver den bedste komprimering i stakken, den højeste foderoptagelse og bedste sikkerhed for optimal kerneknusning)

Styr på udstyret

Stil krav til fintsnitteren – knive og modskær skal være skarpe, således at blade og stængler bliver eksakt fintsnittet. En anden meget vigtig ting er indstilling af cracker. Valserne skal været skruet sammen til max. 1 mm, og det er vigtigt ikke at presse snitteren i motoromdrejninger, hvorved valserne presses fra hinanden.

Kerneknusning

Allerede når første læs køres ind i silo/markstak, skal kerneknusningen tjekkes. Det er ikke nok, at kernerne er slået an – de skal være helt åbne ind til stivelsen. Er kerneknusningen ikke optimal, er der mulighed for at rette op på det i tide.

Brug opvaskebaljemetoden til tjek af kerneknusning:

  • Fyld en opvaskebalje ¾ med vand
  • Tag 4-5 håndfulde repræsentativt høstede majs og kom det i vandet
  • Rør rundt
  • Fjern stængler og blade der flyder ovenpå
  • Hæld vandet fra
  • Læg kernerne ud på en plan overflade og vurdér graden af kerneknusning

Styr på lageret

Sidst men ikke mindst er det vigtigt, at man er omhyggelig med indlægning på lageret. Indlægningen og samkørsel skal ske i tynde lag (5-10 cm). Dette sikre bedre kapacitetsudnyttelse, begrænset risiko forvarmedannelse og dermed tab. Der skal være rigelig kapacitet til indlægning og samkørsel – en gummiged er ofte ikke nok.

Ensileringsmidler er normalt ikke nødvendig i majsensilage. Dog vil der være tilfælde hvor der skal midler til at forbedre ensilagens stabilitet:

  • Majsensilage med mere end 35 % tørstof
  • I siloer/stakke hvor man kommer meget langsomt frem
  • Hvis man generelt har problemer med stabilitet

I disse tilfælde kan det fx anbefales at bruge Natriumbenzoat eller salt (NaCl) som overfladebehandling eller brug af heterofermentative mælkesyrebakterier.

Sørg for at brug tiden på at få dækket ordentlig af til slut. Det er for det meste ikke den sjoveste proces, men I bliver straffet for det et helt år frem, hvis afdækningen ikke har været optimal.

Nyhedsbreve fra Centrovice

Vi udgiver flere nyhedsbreve med forskelligt indhold. Få nyhederne serveret nemt og bekvemt. Enkelt at tilmelde og afmelde.

Gå til nyhedsbreve