Søg

Søg efter medarbejder:

SOS
Centrovice.dk  →  Landbrug  →  Rådgivning  →  Kvæg  →  Aktuelt  →  10 tips til kalvebehandling inden vinteren

10 tips til kalvebehandling inden vinteren

Efter en meget varm sommer kommer som regel en meget kold vinter. Her er derfor 10 tips til, hvordan du behandler dine kalve, inden kulden rammer. Kalvene trives rigtig godt i kolde omgivelser, men det kræver de rigtige omstændigheder for at dette lader sig gøre. Det skulle gerne kunne lette arbejdsgangene, når vinteren kommer, og hjælpe kalvene sikkert og varmt gennem vinteren.

1. Opstart af Rota/Corona vaccine til køerne

Skal køerne vaccineres mod Rota- eller Corona-virus, er det ved at være tid til at få startet og få bestilt doserne hjem. Køerne skal vaccineres to gange inden kælvning, og dette kan kræve ændrede rutiner i forbindelse med goldning. Det er derfor en god idé at få tænkt igennem, hvordan dette kan gøres så let som muligt.

2. Styr på kalvedækkener

Vinter betyder risiko for energitab hos kalvene. Kalvedækkener kan være en stor hjælp i den daglige håndtering og afhjælpe problemer i kalvestalden. Få dem derfor fundet frem, få dem vasket og lagt klar. Eventuelt kan man købe flere – eller bare få købt nogle overhovedet, hvis du ikke allerede har dem på lager. Nødvendigheden for kalvedækkener kommer altid snigende, og pludselig skal man bruge et. Dette kan medføre, at man ofte tager et ”brugt” dækken fra sidste år i brug, fordi vinteren kom hurtigere end forventet. Sidste års smitte bliver her bragt i spil igen, og dette kan koste kalveliv.
Det er hurtigere og billigere at vaske dækkener end at døje med syge og svage kalve – dette gælder hele vinteren igennem. Dine kalve vil kvittere for brugen at dækkener.

3. Håndtering af råmælkskvaliteten

God råmælkshåndtering og kvalitetssikring er vigtigt hele året rundt. Men er man aldrig kommet i gang med det, så er her anledningen til det. For der er ingen tvivl om, at man giver kalvene den bedste start på livet ved gode procedurer for råmælkshåndteringen.
Det anbefales, at råmælken har en Brix-værdi på over 22 procent. For at sikre korrekt Brix-værdi af råmælken bør man huske at kalibrere mellem hver måling med demineraliseret vand. Dette kan som regel købes gennem en sælger af Brix-målere.

4. Klar til øget mælketildeling

Kalvenes øgede forbrug af energi om vinteren sætter ydermere krav til mælkefodringen. Allerede når temperaturen rammer de 10 grader, skal der gives mere mælk for at vedligeholde det nuværende energiforbrug.
Mælkemængden skal øges mere og mere, i takt med at temperaturen falder. Har man ikke komælk nok til den yderligere tildeling, skal der tænkes mælkeerstatning ind i planen. Gøres der brug af dette, er det vigtigt at docere med 140 gram mælkepulver per liter vand.
Overvej, om det kan undgås, at man blander komælken og mælkeerstatningen. Fortsæt med den vante mælk til de mindste kalve og giv i stedet de større kalve mælkeerstatningen – de klarer bedre ændringen i det pludselige skift. Blander man mælken, så husk igen at have styr på tørstofprocenten for at undgå diarre.

5. Brug de gamle erfaringer

Overvej, hvor problemerne hos kalvene plejer at opstå, og forsøg at forebygge dem. Lavede I ændringer sidste år som gjorde en forskel? Så tænk dette ind i den daglige rutine.

6. Frostsikring

Er kalvenes vand frostsikret? Eller plejer det at være et overskyggende problem? Så tag fat om det allerede nu.
Frossent vand kan til tider være et problem, der fylder meget gennem vinteren, og som er utroligt tidskrævende. Det er dog et lovkrav, at kalvene skal have adgang til vand, og her er det ikke nok med frossent vand i en balje eller skål. Tænk derfor allerede nu en løsning igennem og spar tid, når vinteren rammer – din kalvepasser vil takke dig.

7. Tørstofprocent

Sikring af fast tørstofprocent i mælken til kalvene kan ses i antallet af diarretilfælde. Udsving i tørstofprocenten på bare 0,75 procentpoint kan have en effekt på kalvens tarmflora. Den optimale tørstofprocent ligger på 13, og den må aldrig overstige 18 procent.
Øg aldrig tørstofprocenten hos kalvene for øget energi – øg i stedet mælkemængden!

8. Temperatur i mælken

Mælken skal have den rette temperatur ved udfodring for at undgå bakteriedannelse undervejs, som kan give kalvene diarre. Mælken skal ved udfodring have en temperatur på 40 -42 grader. Tænk på dette, hvis der blandes store mængder mælk i åbne mælkevogne. Overvej hvilken tur rundt hos kalvene, der køre: Tag de små kalve først og de store til sidst, da sidstnævnte oftere har nemmere ved at håndtere temperaturændringen. Alternativt kan man blande mindre portioner ad gangen og dermed korrekt temperatur af mælken hos alle kalve.

9. Kalvens første stop

Mange steder har kalven sit første stop i en fællesboks med andre nyfødte, indtil råmælken er tildelt. Overvej, om fællesboksen skal isoleres, eventuelt med halmballer, så kalvene ikke fryser, når de stadig er våde efter kælvningen.
Nogle besætninger har lavet varmebokse til nyfødte kalve. Husk dog her at muge regelmæssigt ud, og tag kalven ud, så snart den er tør, da den ellers vænner sig til den højere temperatur.

10. Ekstra hjælp

Virker det hele uoverskueligt, eller mangler der overblik over, hvad der skal gøres og hvornår?
Så er der god mulighed for nu at tage fat i sin kalverådgiver og få gennemgået nuværende rutiner og opstilling. Måske rådgiveren har en god idé, som er nemmere og hurtigere at få implementeret.

Nyhedsbreve fra Centrovice

Vi udgiver flere nyhedsbreve med forskelligt indhold. Få nyhederne serveret nemt og bekvemt. Enkelt at tilmelde og afmelde.

Gå til nyhedsbreve