Søg

Søg efter medarbejder:

SOS
Centrovice.dk  →  Landbrug  →  Rådgivning  →  Ejendomme og jura  →  Aktuelt  →  Har du sikret din digitale arv?

Har du sikret din digitale arv?

Facebook, Twitter, LinkedIn, Instagram, E-boks, cloud-tjenester, Dropbox, googlekonto, hjemmesider, blogs…

Listen over sociale medier og digitale tjenester er uendelig lang, og konstant føjes der nye til.
Mange af os bruger et betydeligt antal profiler og tjenester, og fælles for dem er, at de kræver et kodeord for, at man kan benytte dem. Selv mens vi er live og stadig kan huske (eller finde) vores kodeord, kan det være forbundet med betydelige udfordringer at få lukket en profil eller tjeneste ned.

Endnu værre bliver det, hvis vi overlader opgaven til vores familie, når vi dør. At få lukket en afdøds profil ned eller finde filer, dokumenter, fotos eller andet, der er gemt i cloud-tjenester, Dropbox, på google-konti eller andre steder, er ofte – om end ikke en umulig – så en urimelig stor, besværlig og tidskrævende opgave. Det anslås, at der på verdensplan er omkring 30 millioner Facebookprofiler, der tilhører afdøde personer.

Derfor er en opfordring til alle (som med alt andet, man efterlader sig af mere jordisk gods): Tag stilling og sørg for, at dine efterladte har noget at gå efter!

På Facebook og Instagram kan du for eksempel på forhånd tage stilling til, om du vil have din profil omdannet til en mindeside, eller om den skal lukkes helt ned, når du dør.
Nogle steder kan de pårørende få slettet en konto eller en profil via internettet, når der fremsendes dokumentation for dødsfaldet. Det gælder både Facebook, LinkedIn og Instagram.
Andre steder skal der sendes et fysisk brev med relevant dokumentation til den pågældende virksomhed; det gælder for eksempel Dropbox og Twitter.

Uanset om det er den ene eller den anden måde, er det noget nemmere, hvis de efterladte rent faktisk ved, hvilke profiler og konti der er tale om, og de samtidig har oplysninger om brugernavn og adgangskode. Det betyder ikke, at man i levende live er nødt til at udlevere sine adgangskoder til sine nærmeste, men man kan for eksempel lagre sine oplysninger i sin E-boks. E-boksen er dansk, og den lukkes, så snart dødsfaldet registreres, men med en skifteretsattest kan de pårørende altid få lukket op og dermed få adgang til brugernavne og adgangskoder. En anden mulighed er at notere oplysningerne i ”Min Sidste Vilje”.

Uanset hvad man vælger, vil det være en betydelig hjælp til de efterladte, hvis man sørger for, at oplysningerne bliver tilgængelige.

Nyhedsbreve fra Centrovice

Vi udgiver flere nyhedsbreve med forskelligt indhold. Få nyhederne serveret nemt og bekvemt. Enkelt at tilmelde og afmelde.

Gå til nyhedsbreve