Søg

Søg efter medarbejder:

SOS
Centrovice.dk  →  Landbrug  →  Forening  →  Nyt fra L&F  →  Positivt med dispensation til efterafgrøder

Positivt med dispensation til efterafgrøder

Miljø- og fødevareministeren har i dag givet danske landmænd mulighed for at søge dispensation til at udsætte såningen af efterafgrøder

På grund af dårligt vejr er den danske høst forsinket, så det ikke muligt at nå at så efterafgrøder inden den 20. august, som ellers er den frist, som danske landmænd skal overholde. Derfor har miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen i dag givet danske landmænd individuel mulighed for at søge dispensation til at udsætte såningen.

Den udmelding falder på et tørt sted, vurderer formand for Landbrug & Fødevarer, Planteavl, Torben Hansen.

– Jeg havde foretrukket en generel dispensation, men jeg regner med, at det er fordi, der ikke er mulighed for at få en sådan i forhold til EU, at man skal søge individuelt, siger Torben Hansen.
Han håber dog, at det bliver enkelt for landmændene at søge dispensation for sen såning.

-Jeg håber ikke, det bliver bureaukratisk med en masse dokumentation. Vi står nemlig i en situation, hvor afgrøderne generelt er sent på den, og vejret har været ustadigt, så det burde være ret indlysende, at der er brug for dispensationer, siger Torben Hansen og fortsætter:

– Der er 100 forskellige datoer, vi skal overholde og leve op til i et erhverv, der lige så snart vejret bliver ustadigt, løber i problemer. Det er ikke holdbart i længden, og det vil vi selvfølgelig gerne have lavet om. Når det er sagt, er vi naturligvis glade for, at ministeren i dag har givet os muligheden for at søge dispensation.

Nyhedsbreve fra Centrovice

Vi udgiver flere nyhedsbreve med forskelligt indhold. Få nyhederne serveret nemt og bekvemt. Enkelt at tilmelde og afmelde.

Gå til nyhedsbreve