Søg

Søg efter medarbejder:

SOS
Centrovice.dk  →  Landbrug  →  Forening  →  Nyt fra L&F  →  Omlægningspakke kan bringe tabt Ruslands-eksport tilbage på sporet

Omlægningspakke kan bringe tabt Ruslands-eksport tilbage på sporet

En ny eksportomlægningspakke fra handels- og udviklingsministeren er godt nyt for de mange fødevarevirksomheder, som har eksportvarer i klemme i Rusland. Initiativet får ros fra Landbrug & Fødevarer.

Der er roser fra erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer til handels- og udviklingsminister Mogens Jensen, for ministerens initiativ for at hjælpe små- og mellemstore virksomheder med en ny eksportomlægningspakke. Handels- og udviklingsministeren har i dag offentliggjort, at han afsætter fem mio. kroner til at opdyrke nye markeder for de virksomheder, som er berørt af Ruslands-situationen. De penge er ifølge Landbrug & Fødevarer en god investering.

– Mange fødevarevirksomheder har Ruslands-varer, som skal have ny adresse, og på den korte bane kan det give dem økonomiske udfordringer. Med omlægnings-ordningen i ryggen vil virksomhederne hurtigere og lettere kunne finde nye afsætningsveje til gavn for både virksomhederne selv og den danske eksport og beskæftigelse, siger adm. direktør Søren Gade.

Den danske fødevareeksport til Rusland beløb sig i 2013 til cirka 4,3 mia. kr. Den russiske embargo rammer varer til en værdi af ca. 3,5 mia. kr. Dog har Rusland i forvejen haft lukket for import af svinekød fra EU på grund af udbrud af svinepest i Litauen og Polen siden begyndelsen af året. Den danske svineeksport udgjorde sidste år 2,1 mia. kr. af de 4,3 mia. kr., og i Landbrug & Fødevarer betegner man den russiske blokade som omfattende.

– Særligt de små- og mellemstore virksomheder kan have brug for hjælp til den opgave det er at opdyrke nye kunder på andre markeder. Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe de fødevarevirksomheder, der er medlem hos os, og hvis vi på nogen måder kan bistå ministeren i opgaven med at få genskabt nye eksportveje, så hjælper vi meget gerne til, siger Søren Gade.

Nyhedsbreve fra Centrovice

Vi udgiver flere nyhedsbreve med forskelligt indhold. Få nyhederne serveret nemt og bekvemt. Enkelt at tilmelde og afmelde.

Gå til nyhedsbreve