Søg

Søg efter medarbejder:

SOS
Centrovice.dk  →  Landbrug  →  Forening  →  Nyt fra L&F  →  Forskningsmidler til fødevarer bidrager til vækst

Forskningsmidler til fødevarer bidrager til vækst

Landbrug & Fødevarers administrerende direktør, Karen Hækkerup, roser forskningsministeren for at prioritere fødevareforskningen

Folketingets partier er i dag blevet enige om at fordele forskningsreserven på 671 mio. kr. En stor del af reserven afsættes til den erhvervsrettede og strategiske forskning. Blandt andet afsættes 161 mio. kr. til strategisk fødevareforskning

– Det er en rigtig prioritering af forskningsminister Esben Lunde Larsen. Vi har en stærk fødevaresektor, som er i stand til at omsætte viden til bæredygtig vækst, ikke kun i de større byer men også i vores landdistrikter, hvor en stor del af fødevareproduktionen foregår, siger Karen Hækkerup.

Hun tilføjer, at fødevareerhvervet er et dansk styrkeområde og nævner, at vi Danmark på den seneste internationale universitets-rangliste havde to fødevareuniversiteter i top 15 globalt.

Ud over de 161 mio. kr. til fødevareforskning afsættes også midler til andre former for erhvervsrettet forskning, blandt andet 127 mio. kr. til forskning i ny energiteknologi og 75 mio. kr. til forskning og udvikling af ny miljøteknologi.

– De midler kan støtte udviklingen i fødevareerhvervet, så vi kan producere mere med færre ressourcer. Det samme gælder en satsning på strategisk forskning inden for nye produktionssystemer og vækstteknologier. Der er al mulig grund til at rose ministeren for at bidrage til at skabe vækst i hele Danmark, siger Karen Hækkerup.

Ud over den erhvervsrettede forskning er 20 mio. kr. særligt reserveret til forskning i økologi via det økologiske forskningscenter ICROFS (Internationalt Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer)

– Vi kan se, at økologi er et område i hastig vækst, og derfor er det rigtigt set af ministeren også at prioritere det, siger Karen Hækkerup.

Nyhedsbreve fra Centrovice

Vi udgiver flere nyhedsbreve med forskelligt indhold. Få nyhederne serveret nemt og bekvemt. Enkelt at tilmelde og afmelde.

Gå til nyhedsbreve