Søg

Søg efter medarbejder:

SOS
Centrovice.dk  →  Landbrug  →  Forening  →  Nyt fra L&F  →  Fødevareeksporten er hårdt ramt

Fødevareeksporten er hårdt ramt

Den danske eksport faldt i november. Faldet skyldes bl.a. svigtende fødevareeksport, som fortsat er ramt af de massive prisfald, der bl.a. er udløst af et russisk importforbud. Landbrug & Fødevarers cheføkonom Thomas Søby påpeger, at eksportvirksomhedernes forhold skal forbedres, hvis 2015 skal blive eksportens år.

De netop offentliggjorte eksporttal fra Danmarks Statistik er dyster læsning. For november viser de således samlet fald på 2,3 pct. i forhold til måneden før.

– Dagens tal for eksporten forstærker desværre de tendenser, vi hidtil har set i år. Svigtende eksport er skidt nyt for dansk økonomi, da vi på grund af Danmarks begrænsede størrelse kun kan skabe vækst i et tilstrækkeligt højt tempo, hvis vores virksomheder er i stand til sælge deres varer til udlandet, siger cheføkonom Thomas Søby.

Når man kigger på fødevareeksporten specifikt, viser de nye tal et fald på 2,8 procent fra oktober til november.

– De seneste måneder har været rigtig dårlige for de danske fødevareproducenter, og dagens tal gør ikke humøret bedre. De massive prisfald på 10-25 pct., der bl.a. er udløst af det russiske importstop, gør rigtig ondt på erhvervet, siger cheføkonom Thomas Søby.

Hvis situationen skal vendes, må forholdene for de danske eksportører forbedres.

– Jeg synes ikke, at det er nødvendigt at finde dommedagsbasunerne frem, men det er alfa og omega, at vi får vendt udviklingen, så eksporten igen bliver en kilde til øget vækst. Beskæftigelsesudviklingen er fornuftig, og de faldende oliepriser er på mange måder med til at styrke dansk økonomi, men skal vi for alvor have gang i væksten, så skal eksporten altså op i gear, siger cheføkonom Thomas Søby.

Nyhedsbreve fra Centrovice

Vi udgiver flere nyhedsbreve med forskelligt indhold. Få nyhederne serveret nemt og bekvemt. Enkelt at tilmelde og afmelde.

Gå til nyhedsbreve