Søg

Søg efter medarbejder:

SOS
Centrovice.dk  →  Landbrug  →  Forening  →  Nyt fra L&F  →  Danmark har brug for landmændene

Danmark har brug for landmændene

Indspark bragt i Berlingske 22. august 2015

Af Karen Hækkerup, adm. Direktør i Landbrug & Fødevarer

Det er mildt sagt vanskeligt at være landmand i Danmark for tiden. Mange må se gælden vokse dag for dag, selvom de knokler på gården de fleste af døgnets vågne timer. Danske landmænd er blandt de mest højteknologiske og effektive i verden. Alligevel må vi desværre se i øjnene, at en del af dem inden for den nærmeste fremtid må give fortabt og forlade erhvervet.

Det skal ikke få os til at glemme, at Danmark har brug for en stærk fødevareklynge. Store internationale virksomheder som Arla, Danish Crown og DLG står bomstærkt i den globale konkurrence. Derfor kan den danske fødevareklynge hvert år hive 151 milliarder eksportkroner hjem og skaffe indkomster til 169.000 danskere.

Landbruget og resten af fødevareklyngen er med andre ord et vigtigt erhverv for Danmark. Derfor gælder det om at hjælpe så mange landmænd som muligt gennem de trængsler, de oplever lige nu. Danmark kan nemlig snart få brug for dem og deres kompetencer. Behovet for sikre kvalitetsfødevarer vil vokse de kommende år. Det kan ikke være anderledes med en verdensbefolkning, der vokser hastigt og efterspørger flere og flere kvalitetsfødevarer.

Derfor skal vi passe på, at vi ikke smider en af motorerne i dansk økonomi overbord, fordi flyet lige nu taber højde.

I stedet skal politikerne arbejde for at lette de byrder, der er en klods om benet på danske landmænd i konkurrencen med deres udenlandske kollegaer. Det handler blandt andet om at skabe mere fleksibel miljølovgivning, mindre papirarbejde og færre afgifter.

Danske landmænd er ikke alene om at betale regningen for de faldende priser på fødevarer. Over hele verden er især mælke-og svineproducenter ramt af krisen, som begyndte med Ruslands importforbud for et år siden og senere blev forstærket, da Kina skruede ned for importen af mælk.

I andre lande holder politikerne også øje med udviklingen og tænker over, hvordan de kan hjælpe deres landmænd.

Derfor er det vigtigt, at regering og folketing ikke tøver med at følge efter, hvis politikere i andre lande tager initiativ til at lette vilkårene for erhvervet.

Andre sektorer herhjemme har for længst indset, at landbrugets krise er hele Danmarks krise. Derfor har bankerne og realkreditinstitutter støttet landbrugets opfordring til politikerne om at sikre bedre vilkår for erhvervet. Den samlede finansielle sektor lagde sammen med Landbrug & Fødevarer kræfter til, da den tidligere regering i foråret lancerede ideen om Dansk Landbrugskapital, en fond med to mia. kroner, der skal fremme investeringerne i landbruget.

Jeg er glad for, at Troels Lund Poulsen som nyudnævnt erhvervsminister har varslet, at han vil arbejde videre med den ide, der blev lanceret af hans forgænger, Henrik Sass Larsen.
På samme måde har Miljø-og Fødevareministeren holdt fast ved at afsætte knap 400 mio. kr. fra EUs Landdistriktsprogram til investeringer i nye, moderne stalde til næste år.

I sidste ende er det flere investeringer, mere fleksible regler og færre byrder, der skal hjælpe landmændene gennem krisen. Jeg er klar over, at det næppe er alle, som kommer ud på den anden side. Men hvis politikere, banker og realkreditinstitutter arbejder med os, kan vi sørge for, at så få som muligt bliver efterladt. Det vil eftertiden takke os for. For Danmark har brug for landmændene.

Nyhedsbreve fra Centrovice

Vi udgiver flere nyhedsbreve med forskelligt indhold. Få nyhederne serveret nemt og bekvemt. Enkelt at tilmelde og afmelde.

Gå til nyhedsbreve