Søg

Søg efter medarbejder:

SOS
Centrovice.dk  →  Landbrug  →  Forening  →  Aktuelt  →  Åbent Landbrug på Christiansborg

Åbent Landbrug på Christiansborg

Søndag den 21. september slår landbrug over hele landet dørene op og inviterer forbrugerne indenfor, når Landbrug & Fødevarer holder Åbent Landbrug. Et af dem er Christiansborg ved Ørbæk, som drives af Gitte og Carsten Hedegaard. Gitte og Carsten købte gården for 25 år siden og har siden købt yderligere 13 ejendomme, således at de i dag har 525 ha landbrugsjord, 600 malkekøer og næsten lige så mange kvier og kalve.

Værter igen efter længere pause

Gitte og Carsten har holdt pause fra værtsrollen ved Åbent Landbrug i en del år, men nu er de igen klar til at invitere indenfor i stalden. ”Vi fik lyst til at være med igen, fordi vi for nylig holdt åben gård på en ejendom, som vi overtog. Der inviterede vi vores nye naboer og andre interesserede indenfor og fik rigtig mange positive tilkendegivelser”, forklarer Gitte, der til daglig er ansvarlig for kvægbruget og i øvrigt den, der samler trådene på bedriften og hjælper til, hvor der er brug for det.

Gitte og Carsten med familie og ansatte - Det fynske dyrskue 2014

Christiansborg høstede mange flotte præmier ved dette års dyrskue, hvor Gitte og Carsten også benyttede lejligheden til at repræsentere landbruget.

Derfor er vi værter

”Vi synes, det er vigtigt, at land og by mødes. Og så vil vi selvfølgelig rigtig gerne vise vores flotte, moderne produktionsanlæg frem”, svarer Carsten, da han bliver spurgt, hvorfor han og Gitte har sagt ja til at være værter ved Åbent Landbrug. ”Medierne får det tit til at lyde som om, vi ikke passer vores dyr rigtigt, hvis ikke vi er økologer, men på de konventionelle landbrug er vi mindst lige så interesserede i at dyr og planter er sunde og raske, som på de økologiske, og de besøgende bliver tit overraskede over, hvor godt vores dyr har det”, forklarer Carsten og tilføjer, at både han selv, Gitte, deres tre børn og gårdens 6 ansatte glæder sig til at invitere fynboerne indenfor på Christiansborg.

Veteranpløjning og rundvisning i stalden

Udover en tur i stalden, hvor man kan malke en ko og kæle med kalvene, får de besøgende på Christiansborg mulighed for at fare vild i den store halmlabyrint, kravle op i en mejetærsker, få en ridetur, være med i gårdquizzen eller inspicere veterantraktorer, når Fyns Veteranklub demonstrerer pløjning på marken ved siden af kostalden. 

Byfolk har godt af at komme på landet

Er man mere fagligt interesseret, har Gitte og Carsten arrangeret rundvisninger i stalden, så de besøgende kan blive klogere på moderne mælkeproduktion. ”Byfolk har rigtig godt af at komme ud og se landbruget, uanset om det er svineproduktion eller kvægproduktion. Landbruget fylder meget i samfundet, så det er vigtigt, at vi viser forbrugerne, hvordan vi arbejder, og hvor godt vores dyr har det”, mener landmanden.

Besøg Christiansborg den 21. september

Besøg Gitte og Carsten på Christiansborg, Ringholmvej 19, 5853 Ørbæk, søndag den 21. september kl. 10.00 – 16.00.

Nyhedsbreve fra Centrovice

Vi udgiver flere nyhedsbreve med forskelligt indhold. Få nyhederne serveret nemt og bekvemt. Enkelt at tilmelde og afmelde.

Gå til nyhedsbreve