Søg

Søg efter medarbejder:

SOS
Centrovice.dk  →  Landbrug  →  Nyheder  →  Politisk Nyt - uge 35 - 2015

Politisk Nyt – uge 35 – 2015

Eva Kjer Hansen viser vejen

Nu har alle vi landmænd grund til at være rigtigt glade: Vi har fået en indrømmelse! Vi har, omend sagen er af begrænset omfang, fået en indikation af en fødevareminister, der er i stand til at slå i bordet, og fortælle det administrative apparat, hvad der er de politiske intentioner, og at de gør bedst i at rette ind efter det. Det er fint, og ros til alle, der har bidraget til den proces.

Landbrugserhvervet har behov for afklaring nu!

Hvis vi så lige skal have proportionerne en smule på plads, ja, så må vi nok hellere se at få hævet vores politiske ambitionsniveau væsentligt.

Vi har et landbrugserhverv, der er på vej ud over den økonomiske afgrund, og nu fejrer vi, at vi har fået lov at vente med at så, til vi har høstet. Jeg ved ikke, om det er til at grine eller græde over.

Vi har brug for afklaring omkring de økonomiske vilkår for erhvervet. Et klart signal til den finansielle sektor og den enkelte landmand om, at samfundet i fællesskab er klar til at bære konsekvenserne, af den politik man har ført overfor landbruget. Her tænker jeg på Ruslands boykot og en fejlslagen miljøpolitik. Vi landmænd er klar til at tage konsekvenserne, af de beslutninger vi har truffet. Men hvis jeg lytter til de politiske signaler på vandrørene, stemmer det ikke helt overens med de ambitioner, politikkerne har omkring landbruget.

Det tager tid, og der skal brede, politiske forlig til for at sikre kontinuitet. Folketinget er ikke kommet i arbejdstøjet efter ferien, og der er mange undskyldninger. Det kan godt være, at politikerne har den tid de behøver, men det har vi ikke.

Så er der åbenbart forskel i den politiske prioritering af sagerne. Når det drejer sig om at forringe integrationsydelsen til de stakkels, forhutlede flygtninge, der i desperation vælter ind over Europas grænser, ja, så kan der vises politisk handlekraft, også selvom Folketinget er på ferie.

Rema 1000 sætter prisen op på mælk med 0,5 kr. per liter

Rema 1000 har besluttet at udfordre de danske forbrugere. Med en reel udsigt til at der, indenfor ganske få år, ikke længere vil være dansk produceret mælk i køledisken, ønsker Rema 1000 at afprøve forbrugernes betalingsvilje. Er man parat til at betale mere for en liter mælk, hvis merprisen går til at sikre en fornuftig produktionsøkonomi hos de danske mælkeproducenter, som en forudsætning for, at der også i fremtiden er dansk mælk i køledisken?

Det er et interessant initiativ i mange henseender. Det er faktisk første gang i den tid jeg husker, at man kobler prissætningen i køledisken, med det som er produktionsomkostningen ude hos landmanden.

Det kendte afregningssystem kommer under pres

Landmænd sælger ikke mælk, og modtager ikke nogen faktura, men en afregning. Vi afsætter mælk og andre råvarer gennem vores fælles andelsselskaber. Aconto betalinger er omkostningsbestemte, udregnet ud fra sindrige afregningsmodeller. Restbetalingen udregnes når året er omme, som det gennemsnitlige resultat, der på mange markeder og mange forskellige produkter er opnået på et kg græsfrø, mælk og svinekød.

Skåret ud i pap, så konkurrerer vi landmænd med hinanden, om at producere så billigt så muligt. Det giver god mening, da en billig råvare til slagteriet og mejeriet, skaber mulighed for en stor restbetaling. Der er ikke noget, der hedder overskud i et andelsselskab. Alle pengene der er til disposition, ud af årets resultat, tilhører andelshaverne.

Derfor betaler et andelsselskab i princippet ikke skat, da overskuddet beskattes hos den enkelte andelshaver. Så ønsker andelsselskaberne konstant at afprøve grænsen for hvad kooperationsbeskatningen tillader. Det gør man gennem konsolidering til fremtidige investeringer, og gennem andelshaveres opsparing på personlige konti. Det er alt sammen for skattefrit, at sikre kapital i virksomheden.

Deraf den latente debat om, hvad der skal blive i virksomheden, og hvad skal på landmandens bundlinje. Nu er jeg spændt på, hvad der sker med den merpris, som forbrugerne måske er villige til at betale for mælk på det danske konsummælksmarked. Hvordan ender de penge ubeskåret på kassekreditten hos mælkeproducenterne? Som det ser ud nu, vil initiativet kortslutte det nuværende afregningssystem.

God weekend,
nr, niels rasmussen, underskrift
Niels Rasmussen,
Formand

Nyhedsbreve fra Centrovice

Vi udgiver flere nyhedsbreve med forskelligt indhold. Få nyhederne serveret nemt og bekvemt. Enkelt at tilmelde og afmelde.

Gå til nyhedsbreve