Søg

Søg efter medarbejder:

SOS
Centrovice.dk  →  Landbrug  →  Nyheder  →  Nyt fra bestyrelsen - uge 38 - 2018

Nyt fra bestyrelsen – uge 38 – 2018

Kære Medlemmer!

Efteråret har fået tag i os og i Danmark – majsen er bjerget til køerne næsten overalt, og såmaskinerne arbejder sig nu frem gennem bygerne i de før så tørre marker.

Tørkehjælp

Apropos tørre marker og tørken, hvad sker der med de lempelser af afgifter og skatter, eller den tørkehjælp der var på tale?  Der slipper meget lidt ud, men det føles dog som om, der er politisk vilje til at gøre noget, og det er heldigvis helt i tråd med meningsmålingerne i befolkningen. Spørgsmålet er så blot, hvornår det efterfølges af handling?  Vi kan desværre godt komme til at sidde tilbage med indtrykket af træghed og modvilje i forhold til embedsmænd. Vi modtager nemlig enten automatsvar ved henvendelser, får svar om at det er i strid med EU-lovgivningen, at det skader miljøet, eller at det ikke vil kunne lade sig gøre pga. IT problemer.

Come on! Andre lande har lavet hjælpepakker, dikteret at banker ikke må lukke landbrug og lignende, så hvad er det for et system, vi har fået lavet i Danmark, der medfører, at stort set intet kan lade sig gøre for at hjælpe landbruget? Ja – jeg spørger bare! Det er ikke godt nok, få nu noget sat i sving, der kan bruges, noget der batter for den enkelte bedrift!

Foreningens dag – et tilbud til dig!

Foreningens dag, der er et arrangement for dig som medlem, afholdes d. 12. november 2018. Det er et nyt tiltag i Centrovice, hvor ideen er, at vi vil give noget tilbage til dig, som du kan tage med hjem. Det bliver både en faglig dag og en interessevaretagelses dag, krydret med eksterne input.  Der vil være både noget at forholde sig til og noget at tage med videre. Så reserver allerede nu dagen i din kalender, så du kan melde dig til, når indbydelsen kommer ud.

Jobmesse i Odense Congress Center

Centrovice deltager på jobmessen i OCC d. 20. september 2018. Det gør vi for at vise de mange unge, der kommer på messen, at vi har mange attraktive arbejdspladser, de kan se frem imod, samt en god uddannelse der består af både teori og praksis. Vi vil være i samspil med andre aktører som Dalum Landbrugsskole og Landboungdom, der har nabostande til os. Kig ud, få dit eget indtryk af, hvad der sker på uddannelsesområdet – og hvad de forskellige sektorer gør for at tiltrække de kommende generationer. Vi glæder os til at se dig!

Ny dyrskuechef søges

Vi har slået en stilling op som Dyrskuechef. En stilling, der, modsat tidligere, vil referere direkte til Eventforeningens bestyrelse. Vi ønsker at tage dyrskuet til et nyt niveau, med flere oplevelser for gæster og udstillere, så vi i fællesskab, landbruget og udstillere – kan udvikle vores stærke brand. Der er stor interesse for stillingen med mange og meget stærke profiler.

Bank Møder

Årets høst – eller mangel på samme – har efterladt mange med en anden likviditetsmæssig situation end budgetteret. For at sondere stemningen i bankerne er formandskabet og direktør Louise Helmer i skrivende stund på samtaletur til de største pengeinstitutter. Der er en god dialog og en erkendelse af, at der er ændrede forudsætninger. Det bliver spændende at følge, hvorledes det vil udmønte sig i praksis. Mere herom når vi har haft møder med flere banker.

Slutteligt kan vi forhåbentligt se frem til mange veletablerede afgrøder her i efteråret, så høst 2019 kommer godt i vej.

På bestyrelsens vegne

Torben Povlsen_underskrift

Torben Povlsen

Nyhedsbreve fra Centrovice

Vi udgiver flere nyhedsbreve med forskelligt indhold. Få nyhederne serveret nemt og bekvemt. Enkelt at tilmelde og afmelde.

Gå til nyhedsbreve