Søg

Søg efter medarbejder:

SOS
Centrovice.dk  →  Landbrug  →  Nyheder  →  L&F: Fejlagtige støtteberegninger rammer mange landmænd urimeligt

L&F: Fejlagtige støtteberegninger rammer mange landmænd urimeligt

Fejlagtigt beregnet værdi af betalingsrettigheder kan koste landmænd dyrt. Landbrug & Fødevarer er rystet over, at der kan ske en så alvorlig myndighedsfejl. Vi mener, at de landmænd i klemme, først skal berøres fra 2020, hvor de haft mulighed for at tilpasse sig.

Fejlen betyder, at ca. 80 pct. af ansøgerne (der har basisrettigheder uden tillæg) har fået for lidt udbetalt støtte i perioden 2015-2018. Støtten vil de nu få udbetalt. Det vil sandsynligvis ske i løbet af første halvår 2020. Fremadrettet – fra og med 2019 – vil de få udbetalt den rigtige og højere støtte. I gennemsnit er der tale om ca. 4.800 kr. per bedrift.

Landbrug & Fødevarer har overfor Miljø- og Fødevareministeriet understreget, at det er meget beklageligt, at ministeriet har beregnet værdierne af betalingsrettigheder forkert. Det er helt afgørende, at man som landmand kan agere i tiltro til myndighederne.

Alvorlige konsekvenser
For ca. 20 pct. af ansøgerne (med betalingsrettigheder over gennemsnittet) er konsekvenserne derimod anderledes alvorlige, da de har fået udbetalt for meget støtte. For perioden 2015-2018 skal de dog ikke tilbagebetale støtte, da der er tale om en myndighedsfejl. Men for 2019 og frem bliver deres støtte reduceret. I gennemsnit er der tale om 18.600 kr. per bedrift, men for nogle bedrifter er der tale om meget høje beløb.

Positivt er det, at alle de landmænd, der i 2018, og tidligere, har fået for lidt udbetalt, vil få en efterbetaling, og at de landmænd, der efter den nye beregningsmetode har fået for meget, ikke bliver stillet over for et krav om tilbagebetaling.

Det sker efter, at Landbrug & Fødevarer tidligere i en henvendelse til Miljø- og Fødevareministeriet har påpeget, at man ikke kan kræve tilbagebetaling, når baggrunden er en myndighedsfejl, som den enkelte landmand ikke har haft mulighed for at gennemskue.

Helt urimeligt
Landbrug & Fødevarer mener, at det er helt urimeligt, at der lægges op til en reduktion i støtteudbetalingen for 2019. Her har den enkelte landmand heller ikke har haft mulighed for at indrette sig efter de ændrede forhold.

Fremadrettet vil vi henstille til, at der laves en overgangsordning for de landmænd, der bliver hårdest ramt, og som tilbage i 2015 blev oplyst om, hvordan værdien af betalingsrettighederne ville være i perioden helt frem til 2019.

Landbrugsstyrelsen sendte den 4. oktober en pressemeddelelse ud, hvor de oplyste, at Europa-Kommissionen har påpeget, at de siden 2015 har beregnet værdien af landmændenes betalingsrettigheder forkert. På den baggrund retter de nu værdierne, som landmændene kan se i tast-selv service fra den 21. oktober.

Kilde: Landbrug & Fødevarer

Nyhedsbreve fra Centrovice

Vi udgiver flere nyhedsbreve med forskelligt indhold. Få nyhederne serveret nemt og bekvemt. Enkelt at tilmelde og afmelde.

Gå til nyhedsbreve