Søg

Søg efter medarbejder:

Centrovice.dk  →  Erhverv  →  Sitemap  →  Afgrødenyt - læsning  →  Tildelingskort som et værktøj

Tildelingskort som et værktøj

En ny gødningssæson står for døren, og det er derfor relevant allerede nu at se på, hvordan afgrøderne har udviklet sig i løbet af efteråret og vinteren.

Som hjælp til at vurdere behovet for gødning på de enkelte marker, kan vi bruge Cropsat som et værktøj. Allerede sidste år var det en mulighed, og vi håber, at der er mange, der vil bruge dette værktøj som en del af deres planlægning. Ved at bruge satellit foto kan vi, sammen med lokalkendskab fra markerne, skabe os et overblik over de enkelte marker, og hvor der evt. skal gøres en ekstra indsats med gødning eller vækstregulering.

SEGES har igen i år lavet et tildelingskort til første kvælstoftildeling i raps. Det er gjort ud fra de marker, som er indberettet med raps i Mark Online. Det er vigtigt at kigge kortene godt igennem, da der kan ske fejl, og der derved kan mangle noget af arealet. Når man skal vurdere kortene, er det vigtigt, at man først har skabt sig et overblik over marken, og hvordan planternes tilstand og tætheden er nu. Satellitten kan ikke se, om der står mange små planter, der giver en stor biomasse, eller der står få men meget kraftige planter. Tildelingskortene fra SEGES kan hentes på Cropmanager.dk, hvor man skal logge ind med sit Landmand.dk login.

Det er selvfølgelig også en mulighed at gå ind på Cropsat.dk og lave sine egne kort. Her skal man dog være opmærksom på, hvor ”nye” billederne er. Desværre oplevede vi, at 2017 blev meget regnfuld og overskyet. Dette gjorde at der ikke blev taget så mange billeder over Danmark som vi håbede på. Da der blev sendt en ekstra satellit op sidste år, forventer vi, at mængden og kvaliteten af de billeder, der vil blive taget i 2018, vil være større og bedre. Dette er også en nødvendighed for, at vi kan bruge Cropsat som en del af vore dagligdag.

Der findes efterhånden mange forskellige brugerflader, man kan få tildelingskortet ud på. Dog skal man huske, at det ikke kun er forbeholdt dem, der har GPS udstyr på deres maskiner. Det er muligt at printe kort ud fra Cropsat, så man kan gå rundt f.eks. sammen med sin planteavlskonsulent og få et bedre overblik over et stort areal.

Alternativt kan man downloade app’en DataVäxt Mobil til enten iPhone eller Android telefoner/tablets, fra det svenske firma DataVäxt. Fra Cropsat kan man downloade kort ned til denne app, og derved få kortet digitalt med GPS position. Husk at der som oftest er bedre GPS’er i tablets end i telefoner, plus, det kan være nemmere at se, og overskue større arealer på en større skærm.

Husk også, at hvis der gradueres manuelt, skal der tænkes 15-20 meter bagud, hvis der bliver brugt en centrifugalspreder.

SEGES starter fra efteråret 2018 en Præcisionsjordbrugsskole op. Her er det meningen, at landmænd og konsulenter kan tilmelde sig og være en del af et forløb, hvor der undervises i brug af tildelingskort, GPS-udstyr og hvordan vi gør det som en del af vores hverdag. Hvis dette kunne have din interesse at deltage i kan du kontakte Anne-Marie Thierry fra SEGES på tlf. 8740 5160.

Nyhedsbreve fra Centrovice

Vi udgiver flere nyhedsbreve med forskelligt indhold. Få nyhederne serveret nemt og bekvemt. Enkelt at tilmelde og afmelde.

Gå til nyhedsbreve