Søg

Søg efter medarbejder:

Centrovice.dk  →  Erhverv  →  Sitemap  →  Afgrødenyt - læsning  →  Aktuelt nyt

Aktuelt nyt

Der er ikke meget vand i vejrudsigten pt., og det betyder, at fast gødning vil være længe om at virke selvom kraftig dug er med til at opløse det. I vinterhveden vil det fortsat være relevant at gøde, hvis der stadig mangler en mængde i forhold til planlagt, hvis det er brødhvede, eller du er hjemmeblander. Hvis du skal sælge avlen som foderhvede kan gødskning nu også give et merudbytte med mindre kornet er tørkepræget, men overvej om den planlagte mængde kvælstof stadig passer med udbytteforventningerne.

Det tørre vejr giver også dårligere betingelser for udvikling af Septoria. Derfor skal du overveje doseringen af den første af den delte akssprøjtning, hvis du endnu ikke har udført den. Lad doseringen afhænge af sort og af om der er angreb af gulrust, men husk også at det er den vigtigste af svampesprøjtningerne i vinterhvede. De sundeste sorter, vi ser, i øjeblikket er Sheriff og Creator. Vi anbefaler f.eks. 0,3-0,4 l Viverda pr. ha.

I vinterbyg har der ikke været det store tryk af svampesygdomme dette forår. Hvis du endnu ikke har afsluttet svampesprøjtning her, så skal det gøres nu.

I vinterrug har der heller ikke været noget stort tryk af svampesygdomme i år. Vi har endnu ikke fundet brunrust, som er den eneste svampesygdom, der kan udløse en bekæmpelse på nuværende tidspunkt.

Der er en stor spredning på, hvor langt vårbyg markerne er fremme. De tidligst såede marker er nu i st. 32 (2 knæ dannet), mens vi også ser marker, der kun har tre blade (st. 13). Vi har endnu ikke fundet nogen svampesygdomme, der kræver en bekæmpelse. Vinterbyg har ikke haft bygrust i dette forår, og vi forventer derfor heller ikke at bygrust bliver et problem i vårbyg. Du kan derfor udelade en eventuel tidlig svampesprøjtning og afvente at fanebladet er fuldt udviklet, som det ser ud i øjeblikket.

Det varme vejr gavner skadedyrene. Vi finder allerede nu enkelte bladlusfamilier i kornet og ser lidt æg og larver fra kornbladbillen. Skadetærsklerne er for bladlus er 40 % angrebne strå, hvis der ikke er behov for en samtidig svampebekæmpelse, og 25 % angrebne strå, hvis der er. Larver af kornbladbiller bør bekæmpes ved over 0,5-1 larve pr. aksbærende strå frem til begyndende skridning.

Det varme og tørre vejr gør også at behovet for vækstregulering er yderst begrænset. Husk at vækstregulering ikke bør anvendes, hvis kornet er stresset af varme og tørke. Det gælder specielt Cerone og Terpal.

I vinterraps er vi nu ovre det tidspunkt, hvor det kan betale sig at bekæmpe skadedyr og svampe. Galmyggene har fløjet tidligt i år, så vi ser allerede nu de første larver. Vi finder også larver af glimmerbøsser (se foto), der ikke gør den store skade.

Nyhedsbreve fra Centrovice

Vi udgiver flere nyhedsbreve med forskelligt indhold. Få nyhederne serveret nemt og bekvemt. Enkelt at tilmelde og afmelde.

Gå til nyhedsbreve