Søg

Søg efter medarbejder:

Centrovice.dk  →  Erhverv  →  Sitemap  →  Afgrødenyt - læsning  →  Aktuelt nyt

Aktuelt nyt

Det næsten sommerlige vejr i weekenden gjorde godt i markerne, men der er stadig mange våde huller rundt omkring, der gør markarbejdet vanskeligt i nogen marker. Hvor det endnu ikke er muligt at så vårsæd, kan tiden udnyttes til en eventuel behandling mod græsukrudt i vintersæden. Men tjek markerne inden du sprøjter. Specielt i de sent såede marker finder vi i mange marker meget lidt ukrudt selvom der ikke er sprøjtet i efteråret. Har du ager-rævehale, rajgræs eller væselhale, så skal de bekæmpes hurtigst muligt.

Når vi er på markbesøg, så kan vi se, at Belkar ikke har bekæmpet kamiller lige effektivt alle steder. Typisk så er det kun, hvor Belkar er anvendt med 2 x 0,25 l pr. ha eller 1 x 0,4-0,5 l pr. ha, at kamillerne er bekæmpet med nogenlunde effekt. Hvor der kun er kørt med 0.25 l pr. ha, har det ikke været nok til at bekæmpe kamillerne. Belkar har ikke slået kamillerne ihjel. De står grønne og tydeligt påvirkede, men ikke døde. Det spændende bliver, hvordan de udvikler sig. Hvis du vælger at bekæmpe kamillerne endnu en gang, så sørg for at lave et sprøjtevindue, så du kan samle erfaring om, hvordan de Belkar-påvirkede planter udvikler sig.

Der er stor forskel på, hvor lang rapsmarkerne er fremme, men i de sent udviklede, hvor knopperne stadig er fuldstændigt dækkede af løvblade, så kan kamiller bekæmpes med Galera. Lige så snart knopperne er begyndt at være fri, så er det for sent at anvende Galera, da risikoen for skader er alt for stor.

Lys bladplet skal kun bekæmpes ved behov, og en eventuel bekæmpelse skal ske tidligt for at have en god effekt. Du kan læse mere om sygdommen og bekæmpelse af den i artiklen ‘Lys bladplet i vinterraps’.

Glimmerbøsserne er nemme at finde i mange marker, hvis du tager bladene til side, så du kan se blomsterknopperne. Men fordi rapsplanterne er gode til at kompensere for ødelagte blomster, så skal der være mange glimmerbøsser, før vi anbefaler bekæmpelse. Skadetærsklen er 6-8 biller pr. plante i tidligt knopstadie. Det koldere vejr vil bremse indflyvningen af glimmerbøsserne, men hvis du alligevel når over skadetærsklen, så anbefaler vi, at du undlader at anvende Biscaya OD 240 og i stedet anvende et af de midler, vi anbefaler i ‘Aktuelle løsninger’. Biscaya bør du gemme til en eventuel bekæmpelse af skulpesnudebiller.

Hvis du har vinterraps, der skal sås om, så skal du være opmærksom på, hvad rapsen er sprøjtet med. Du kan se begrænsningerne i artiklen ’Skal vinterrapsen sås om?’

Nyhedsbreve fra Centrovice

Vi udgiver flere nyhedsbreve med forskelligt indhold. Få nyhederne serveret nemt og bekvemt. Enkelt at tilmelde og afmelde.

Gå til nyhedsbreve