Søg

Søg efter medarbejder:

Centrovice.dk  →  Erhverv  →  Rådgivning  →  Aktuelt  →  Nye regler om registrering af varebiler, der bruges til firmakørsel - Registrering senest 1. juli 2019

Nye regler om registrering af varebiler, der bruges til firmakørsel – Registrering senest 1. juli 2019

Færdselsstyrelsen har sendt en meddelelse ud til ca. 276.000 varebilsejere.

Iflg. Færdselsstyrelsen er meddelelsen udelukkende sendt til ejere af varebiler, der er indregistreret til et CVR-nummer. Imidlertid vedrører de nye regler beskrevet i meddelelsen også varebiler registreret til CPR-nummer, når de anvendes helt eller delvis til erhvervsmæssig kørsel, dvs. varebiler på papegøjeplader eller forsynet med mærkat, så de må benyttes privat. Derfor kan du skulle overholde de nye registreringkrav uden at blive kontaktet af Færdselsstyrelsen.

Registrering hos Motorstyrelsen ved firmakørsel

Senest den 1. juli 2019 skal varebiler, som anvendes til firmakørsel, registreres hos Motorstyrelsen.

Kravet om registrering hos Motorstyrelsen gælder varebiler med en tilladt totalvægt fra 2.000 kg og til og med 3.500 kg.

Firmakørsel sker, når du transporterer gods og varer, der tilhører den virksomhed, der er registreret som bruger af køretøjet. Der er også tale om firmakørsel, hvis du transporterer gods og varer, som virksomheden lejer, låner, udlåner eller er i besiddelse af med henblik på køb, salg, fremstilling, behandling, bearbejdning eller reparation.

Eksempler på firmakørsel

  • Når en landmand, tømrer, murer, elektriker m.fl. transporterer materialer, som skal anvendes i virksomheden
  • Når entreprenører transporterer materialer til brug for arbejdets udførelse, som indgår i en samlet entreprise, som en entreprenør selv har påtaget sig. Det kan for eksempel være grus eller sand til et vejbyggeri.

Undtaget fra registrering hos Motorstyrelsen

Varebiler, der udelukkende anvendes privat og er registreret som sådan, skal ikke registreres til firmakørsel.

Sådan gør du:

Varebiler, som anvendes til firmakørsel, skal registreres således:

  • Gå til https://motorregister.skat.dk og log på med NemID
  • Vælg ”Registrering og Rediger tilladelse” og indtast bilens registreringsnummer eller stelnummer
  • Under ”Dispensationer og tilladelser” tilføjes ”Firmakørsel”
  • Godkend registreringen og bestil en ny registreringsattest.

Manglende registrering hos Motorstyrelsen

Er varebilen ikke registreret hos Motorstyrelsen senest 1. juli 2019, vil firmakørsel i varebilen kunne blive betragtet som godskørsel for fremmed regning. Det kræver en særlig tilladelse til godskørsel samt chaufføruddannelsesbevis.

Overtrædelse kan medføre bøde og i værste fald inddragelse af varebilens nummerplader.

Registreringsattesten

Registreringsattesten gælder som bevis for anmeldelsen og skal medbringes under kørsel og efter anmodning vises til politiet.

Hvis du er i tvivl

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt din varebil på gule plader eller papegøjeplader er omfattet af de nye regler kan du se på bilens registreringsattest, om den ligger i intervallet mellem 2.000 kg. og 3.500 kg. totalvægt.

Du kan også læse mere om registrering af din varebil på Færdselsstyrelsens

hjemmeside www.varebilskrav.dk., eller kontakte din revisor/økonomikonsulent som kan guide dig.

Nyhedsbreve fra Centrovice

Vi udgiver flere nyhedsbreve med forskelligt indhold. Få nyhederne serveret nemt og bekvemt. Enkelt at tilmelde og afmelde.

Gå til nyhedsbreve